Året der gik på Enghave Brygge - 2023
19. december 2023Inden længe bliver 2023 til 2024 – og med det runder vi også det sidste fulde kalenderår af, hvor metrobyggeriet på Enghave Brygge har stået på. Det er en god anledning til at se tilbage på nogle af de store milepæle, vi i årets løb har nået på stationen, mens vi ser frem mod et helt specielt 2024, hvor M4 til Sydhavn og Valby åbner.
Perrondøre og elevatorer
På Enghave Brygge startede 2023 ud med et stationsrum, hvor både vægbeklædning og rulletrapper allerede var på plads – og i vintermånederne og foråret gik det stærkt med indretningen af stationsrummet. Perrondørene blev installeret og adskilte tunnelerne fra perronen, granitflisegulvet blev lagt i hele stationsrummet, og elevatortårnet ankom til stationen. Samtidig blev de fem skylights installeret, og de metalpaneler, der udgør loftet i stationsrummet og reflekterer det naturlige lys, blev monteret. Pernille With Madsens vægpaneler i ler blev sat op, og en stor del af stationens visuelle udtryk blev vakt til live.
Skinnerne er lagt
I foråret nåede vi også en vigtig milepæl i det samlede metrobyggeri, da skinnelægningen på hele M4-forlængelsen var færdig i marts måned. Det betød blandt andet, at vi kunne begynde at se frem mod testkørslerne.
Åben byggeplads
I starten af juni kunne vi invitere til åben byggeplads på stationen, hvor hundredvis af besøgende fik indblik i, hvor langt vi var nået med stationen. Da meget af stationsrummet efterhånden stod klar, kunne man næsten forestille sig at stige på metroen på Enghave Brygge, når man gik en tur på perronen.
Opstart på testkørsler
Samtidig bød sensommeren og efteråret på en række skelsættende begivenheder i byggeriet af M4-forlængelsen: Testkørslerne. Allerede i august måned gik vi i gang med at teste fritrumsprofilen, for at sikre der var nok frit rum mellem metrotogene og tunnelerne. Testen var vellykket, og vi kunne derfor i september gå i gang med de dynamiske tests, som udføres i mange faser frem mod åbningen.
Teknik og test, test, test
Hele året er der selvfølgelig også blevet arbejdet ”bag kulisserne” på alt det, man ikke ser, når man tager metroen: Elinstallationer, teknik, systemer og så videre, hvilket også er et stykke arbejde, der er nødvendigt for, at testkørslerne overhovedet kunne igangsættes. Næste år står den på mange flere tests, både kørsler og test af perrondøre, teknik mm., mens der over jorden kommer til at være godt gang i arbejdet med at anlægge stationspladsen.
Her nedenfor kan du se en række billeder fra året der gik på Enghave Brygge – vi fortsætter ufortrødent og glæder os hele vejen frem til åbningen næste år. Følg med i vores Facebook-gruppe, M4 Sydhavn, hvor vi i starten af det nye år fortæller lidt mere om forventningerne til åbningen.