Få en lille hilsen fra verdensrummet på København Syd

2. juli 2024

På København Syd kan du komme tættere på solen, månen og planeterne med kunstværket Stella Nova. Bliv klogere på det fascinerende værk her.

På København Syd kommer du ikke bare hurtigt videre til resten af byen, du kan også få en lille hilsen fra verdensrummet med på vejen. På endevæggen ved rulletrapperne har den danske kunstner Henrik Plenge Jakobsen nemlig skabt et stort astronomisk ur, der viser et præcist billede af solen, månen og planeternes aktuelle position over stationen.

”På en station har man altid travlt, fordi man skal hen til familie, venner eller på arbejde, så jeg ville gerne lave noget, hvor man lige kan stoppe op et øjeblik og få en hilsen fra verdensrummet. Jeg håber, at nogle vil stå og kigge på det her ur og sige: ”Ej, jeg tager lige næste tog. Jeg skal lige se, om den her planet flytter sig,” fortæller Henrik Plenge Jakobsen.

Det astronomiske ur er hele 4,4 meter højt, og planeterne er dekoreret med forskellige metaller og ædelsten.

Billede


Vidste du, at?

Kunstværket Stella Nova er opkaldt efter den supernova, som Thyco Brahe opdagede i 1572. Du kan ikke længere se den med det blotte øje, men den vil altid være lige i midten af det astronomiske ur, fordi den befinder sig lige over København Syd.

 

Billede


Rejs gennem himmelrummet

Ud over det astronomiske ur giver kunstværket dig også følelsen af at bevæge dig gennem himmelrummet. I takt med at du kører ned af rulletrapperne, ændrer baggrunden sig langsomt i syv forskellige nuancer fra lys himmelblå til dyb midnatsblå.

Henrik Plenge Jakobsen er kendt for sin konceptuelle kunst, der skubber til vores vante blik på ting, vi troede, vi kendte: Børnehaven, cirkusset, HT-bussen – og nu også metrostationen. Det astronomiske ur kommer til at række ud over den daglige rutine og give passagerne en lille hilsen fra verdensrummet med, inden de rejser videre ud i byen.

Kunstværkerne på de fem nye stationer på M4-linjen, der ud over København Syd tæller Mozarts Plads, Havneholmen, Enghave Brygge og Sluseholmen, er hver især skabt til den enkelte station, men har et fælles tema, der reflekterer over tid og rum, geologi og vand. 

Læs mere om kunstværket på København Syd

Statens Kunstfond har udpeget de fem kunstnere, der har skabt kunsten til de fem metrostationer. Projektet har fået økonomisk støtte fra Det Obelske Familiefond, Villum Fonden samt Statens Kunstfond.