Se hvordan metroen har forvandlet hovedstadens byrum

6. november 2019

Med åbningen af Cityringens 17 nye metrostationer er mange steder i København og på Frederiksberg enten genskabt eller nytænkt. Se fem stationspladser før og efter Cityringen blev bygget.

Tag en tur ned ad "mindernes vej", og se, hvordan fem af byrummene i København og Frederiksberg har forandret sig med metroens tilblivelse. Brug piletasterne på hvert billede for at se udviklingen fra 2010 til 2019.

Enghave Plads

Gennem otte års metrobyggeri er Enghave Plads blevet genskabt og nytænkt. Desværre var det ikke muligt at bevare pladsens gamle kastanjetræ, som led af den såkaldte 'kastanjesyge'. I stedet er der blevet plantet et 51 år gammelt valnøddetræ, der har vokset sig stort og stærkt på Birkholm Planteskole. Derudover er der blevet tilføjet nye, speciallavede bænke i en knaldrød farve, mens gamle elementer som springvandet med den lille dreng i sin midte stadigvæk er bevaret. Der er også kommet andre grønne elementer på Enghave Plads såsom japanske røn og buske af bøg og taks – alt sammen for at holde fast i den grønne personlighed, der er med til at karakterisere Enghave Plads.

Nuuks Plads

Metrostationen ligger på Jagtvej tæt på Rantzausgade og lige ved det gamle landsarkiv, som også har inspireret den underjordiske stations udseende med teglsten i sort, grå og brun skiffer. På Nuuks Plads er der – ligesom på de fleste af Cityringens stationer – ovenlysvinduer, der lader naturligt lys skinne på perronen.

Gammel Strand

På Gammel Strand stod fiskerkonerne i gamle dage og solgte fisk til københavnerne. I kanalen lå fiskerbådene tøjret langs havnepromenaden, og til ære for fiskekulturen på Gammel Strand blev statuen 'Fiskerkonen' rejst i 1940.  Stationens vægge er beklædt med skinnende hvide keramiske plader, som er inspireret af det glimtende sollys i kanalens vand lige over stationen. Inden metrobyggeriet gik i gang, blev Gammel Strand også brugt som busholdeplads, men i dag er den gamle havnepromenade lukket for gennemkørende trafik. Det er derfor kun gående og cyklende, som kan færdes på Gammel Strand.

Frederiksberg Allé

Midt på den lange, grønne Frederiksberg Allé ligger en af Cityringens 17 nye stationer under det nybyggede Madkulturens Hus. Med sine 800 kvadratmeter skal Madkulturens Hus lægge lokaler til både lejligheder, madboder og spisepladser. Fra stationen kan du tage rulletrapperne hele vejen til gadeplan, hvor du på de sidste meter bliver mødt af en stor spejlkonstruktion, som er placeret lige over dit hoved.

Trianglen

På hjørnet af Fælledparken ligger Trianglen St. lige ud til Blegdamsvej og Øster Allé. Pladsen over jorden er blevet genskabt og ligner i store træk sig selv, men i dag er et større område blevet forbeholdt cykelparkering. Kommer du gående fra stationen til gadeplan via hovedtrappen, vil du som det første se Trianglen og den gamle bygning, Bien (også kaldet Suppeterrinen), som står i Trianglens midte.

Klik her for at følge Metroen på Facebook.

Klik her for at læse flere nyheder.