Metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby åbner den 22. juni
3. april 2024Lørdag den 22. juni 2024 slår Metroselskabet dørene op til den efterspurgte forlængelse af metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby. Med åbningen kobles de to nye bydele tættere på København.
Om mindre end tre måneder kan københavnerne og byens gæster se frem til, at endnu mere af byen bindes sammen af metro, når fem nye stationer åbner i Sydhavn og Valby. Dørene ventes at åbne for passagerer lørdag den 22. juni 2024 efter knapt seks års anlægsarbejde.
”København vokser, og med udviklingen stiger behovet for at gøre den daglige transport mellem vores eksisterende og nye bydele mere nem og klimavenlig for mennesker i byen. Det er det, Metroen kan. Den gør byen mindre og større på samme tid. Uagtet om du som københavner er daglig bruger på vej til job eller uddannelse eller besøger vores hovedstad, så bliver Metroen bare endnu bedre med koblingen til Sydhavn og Valby. Jeg tæller ned til åbningen, og vi glæder os til at slå dørene op for alle”, udtaler overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen.
Når forlængelsen af M4 åbner, kan passagererne rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd i Valby. Undervejs kan man skifte til M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv. Derudover bliver det muligt at skifte mellem både S-tog og regionaltog på København Syd, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn.
”Jeg ser frem til åbningen af metroforlængelsen, for den giver borgerne her på Frederiksberg hurtig og let adgang til Sydhavn og Valby. Hvad enten det er for at besøge venner og familie eller for at pendle til arbejde, så knytter M4 til Sydhavn og Valby hovedstaden tættere sammen. Udvidelsen er ikke kun en vigtig milepæl for infrastrukturen – det er også en stærk investering i bæredygtig mobilitet og en grønnere fremtid for kommende generationer”, siger borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt.
De sidste tests og arbejder inden passagerdrift
Inden dørene kan slås op for de fem nye stationer, skal stationerne under jorden og stationspladserne over jorden gøres helt færdige. Samtidig venter de sidste tests af metrolinjen. Dette arbejde danner grundlag for den endelige myndighedsgodkendelse, hvor Trafikstyrelsen giver tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen er afhængig af, at tests og dokumentation er i orden og kan først udstedes kort tid, før Metroen er klar til åbning i juni.
”Vi har bygget Metroen til glæde for de mange passagerer, der om kort tid vil opleve, at de kan komme nemmere og hurtigere rundt i København. Derfor har vi i de kommende måneder fuldt fokus på at få alle tests og dokumentation på plads, så vi kan få den endelige godkendelse til at køre med passagerer”, siger Erik Skotting, der er direktør i Metroselskabet, og fortsætter:
“Det bliver en stor dag – og jeg tør godt love, at det bliver en folkefest med underholdning og aktiviteter for beboere, metrointeresserede og resten af København, når vi efter næsten seks års arbejde kan slå dørene op til endnu mere metro i København”, slutter Erik Skotting.
Inden åbningen af M4-forlængelsen vil metrolinjerne M3 og M4 igen skulle lukke i ét enkelt døgn. Dette forventes at ske cirka én måned før åbningen og vil blive annonceret inden. Lukningen sker i forbindelse med, at prøvedriften begynder, hvor systemet justeres og rettes til, og drifts- og vedligeholdelsespersonalet opbygger rutine med det nye system og de mange procedurer.
Fakta om M4
- Udvidelsen af M4 består af fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.
- Efter åbningen vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor.
- Med åbningen bliver det muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer.
- Når de nye stationer åbner, bliver rejsetiden med Metroen mellem København Syd og Rådhuspladsen cirka 10 minutter og mellem København Syd og Frederiksberg cirka 13 minutter.
- Metrolinjen kører døgnet rundt med høj frekvens og vil binde de nye byudviklingsområder og eksisterende byområder i Sydhavn og Valby bedre sammen.
- Fra 2030 forventes de fem nye stationer at få ca. otte millioner passagerer årligt. De første år efter åbningen vil det årlige passagertal være lavere, fordi det erfaringsmæssigt tager tid at vænne folk til en ny linje.
- Samlet set forventes det, at mere end 135 mio. passagerer rejser med Metroen i 2024.
- Læs yderligere om M4 til Sydhavn og Valby i dette faktaark.
Fakta om projektet
- Anlægget af metroforlængelsen til Sydhavn og Valby begyndte i august 2018.
- Projektet har overholdt tidsplanen trods udfordringer som coronapandemi og pres på forsyningskæden.
- Det samlede budget for Sydhavnsmetroen er knap 10 mia. kroner (2021-priser).
- Metroforlængelsen er 5,7 km lang (fra København H til København S).
Entreprenører og rådgivere på metroforlængelsen
- TUNN3L JV anlægger de fem nye metrostationer og tunnelerne.
- Rhomberg EFACEC JV bygger spor og strømforsyning.
- Hitachi leverer styresystemet, kabler i tunneller og tog.
- Metro Service kommer som underleverandør til Hitachi til at stå for Metroens drift og vedligeholdelse.
- COWI og Systra er Metroselskabets rådgivere på projektet.
- Aarsleff Rail bygger det fælles omstigningsområde mellem Metro, S-tog og andre tog på København Syd.
Yderligere information:
Metroselskabets presseafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.