Metrohegn bliver til trolde

29. juni 2023

Tidligere i juni sagde vi farvel til det grønne metrohegn ved Enghave Brygge. Nu får hegnet nyt liv, for kunst bliver til ny kunst, når genbrugskunstneren Thomas Dambo genbruger hegnet til nye trolde.

Du er sikkert stødt på dem et sted i Danmark – Thomas Dambos karakteristiske og eventyrlige trolde af genbrugstræ, som gemmer sig rundt omkring i naturen. Pludselig står de der og klamrer sig til et træ eller balancerer på kanten af en sø.

Hegnets nye trolde-eventyr
Da metrohegnet for nylig blev taget ned på Enghave Brygge efter flere års trofast tjeneste i vejr og vind, startede hegnets rejse mod sit nye trolde-eventyr.

Vi er selvfølgelig meget begejstrede for denne transformation af det grønne hegn. Det symboliserer ikke kun vores overgang fra byggeplads til færdigt projekt, men det giver også hegnet en ny betydning og skaber en forbindelse mellem metroen og kunsten.

Trolde i det meste af verden
Du kan se meget mere om Thomas Dambo på hans hjemmeside, thomasdambo.com, hvor du også kan gå på opdagelse i troldekortet. Vidste du f.eks. at du også finder Thomas’ trolde i USA, Sydamerika, Tyskland, Belgien, Australien og flere andre lande?

God troldejagt derude.