Metroen sætter ny passagerrekord

19. april 2023

Med knap 11 mio. passagerer i marts sætter Metroen ny rekord og slår den hidtidige rekord fra 2019. Dermed er månedens samlede passagertal det højeste i Metroens 20-årige historie. For Metroselskabet er passagerrekorden en vigtig milepæl i bestræbelserne på at sikre en bæredygtig kollektiv trafik i hovedstadsområdet.

Et rekordstort antal passagerer valgte at rejse med Metroen i marts måned. Der var både rekord på Cityringen M3/M4 og i hele Metronetværket.

”Vi har en forventning om 20 procent flere passagerer i 2023 set i forhold til 2022. Med de to rekorder er vi på rette vej, selv om vi stadig har lang vej hjem. Vi ved, at mange endnu ikke helt har fået Cityringen M3/M4 ind under huden, hvorfor der er et stort potentiale for flere passagerer. Metroen er i sammenhæng med gang og cykel det mest attraktive og klimavenlige transporttilbud i hovedstaden. Metroen er vokset, og derfor skal borgernes og byens gæsters brug af Metroen også gerne stige betydeligt i disse år”, siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet.

Seneste rekord for hele metronetværket var i november 2019, hvor godt 10 millioner passagerer rejste med Metroen i løbet af en måned. I marts rejste 10,9 millioner passagerer med på en af Metroens strækninger:

”Det understreger, at kunderne for alvor er begyndt at tage Cityringen til sig og er glade for den. Det ændrer ikke på, at en ny linje skal have tid til, at kunderne lærer den at kende og ser mulighederne. Covid-19 og nedlukningerne bremsede op for kundernes muligheder for lære Cityringen og dens stationer at kende, men udviklingen går nu den rigtige vej igen.”, siger Rebekka Nymark.

Bidrager til bæredygtig mobilitet

Knap fem millioner passagerer rejste med Cityringen M3/M4 i marts måned. Denne rekord slog den hidtidige rekord fra december 2022, hvor 4,2 millioner passagerer benyttede Metroen.

”Passagererne er glade for de mange nye muligheder, Cityringen kombineret med Metroen som helhed tilbyder dem i hverdagen, og som de ved, at de kan regne med. Samlet viser de to rekorder, at Metroen sammen med cykel og gang bidrager til at sikre kollektiv bæredygtig mobilitet for borgerne i København og på Frederiksberg. Men arbejdet fortsætter med at få flere passagerer, og vi ser hele tiden på muligheden for nye tiltag”, siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet.

 

Yderligere information

Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.