M3 Cityringen fylder 1 år

29. september 2020

Hurra for M3, som siden 29. september 2019 har bragt passagerer gennem Københavns brokvarterer og Frederiksberg.

1 år med M3 Cityringen

Den 29. september 2019 åbnede den længe ventede metrolinje M3 Cityringen med et brag af en åbningsfest på Rådhuspladsen og på Frederiksberg station. Her var mange tusind borgere mødt op for at få den første tur rundt i M3 og opleve de 17 nye stationer. På blot en måned havde 4,1 mio. passagerer benyttet sig af muligheden for at rejse med Cityringen, og siden da har passagerer rejst rundt mellem brokvarterene og Frederiksberg - det seneste stykke tid med god afstand, hygiejne og ofte uden for myldretid – lige som det bør være.

I anledning af M3 Cityringens fødselsdag har vi samlet nogle de vigtigste oplevelser og begivenheder, M3 har været igennem i sin korte levetid. Det har været et begivenhedsrigt år på både godt og ondt, og det kan du se meget mere om i videoen.