Åben Byggeplads på Enghave Brygge

25. maj 2023

Besøg stationen og hør om kunsten på den kommende metrostation Enghave Brygge 

Søndag den 4. juni kan du besøge metrobyggepladsen på den kommende station Enghave Brygge og se, hvor langt vi er kommet med byggeriet af den nye metrolinje til Sydhavn. Linjen åbner i 2024 og vil skabe helt nye forbindelser til og fra Sydhavn og resten af hovedstadsområdet.

Vi åbner for byggepladsen på overfladen og den kommende station under jorden, hvor de besøgende kan møde nogle af Metroselskabets arkitekter og høre mere om arkitekturen på stationerne. Desuden kan man høre kunstneren Pernille With Madsen fortælle om sin kunstudsmykning, der fungerer som en integreret del af stationernes arkitektur og design.

Mød Pernille With Madsen og få en guidet rundtur med kunstneren Peter Skensved 
På overfladen kan de nysgerrige også komme på guidede ture med kunstneren Peter Skensved og hans team. De står bag det knap 500 meter lange kunstværk Evolution, der har prydet metrohegnet rundt om byggepladsen siden 2019, og fortæller historien om livets opståen og udvikling gennem milliarder af år. Hegnet tages snart ned, og det vil derfor være sidste chance for at se det smukke værk. Peter Skensved og kunstnergruppen bag Evolution er til stede ved indgangen kl. 13.15 og 14.15.

Kunstneren Pernille With Madsen er til stede nede på perronen i tidsintervallet kl. 13.30-15.30, hvor hun viser paneler og eksempler på lysledere i beton. 

Kunstprojektet har fået økonomisk støtte fra Det Obelske Familiefond, Villum Fonden samt Statens Kunstfond.

Der vil desuden være boder med information om den kommende metrolinje samt kaffe og kage til de besøgende.

Tid og sted
Kom forbi søndag den 4. juni 2023 kl. 13-16 (sidste tur ned i stationsrummet begynder kl. 15.30). Du finder os på Elværksvej 7, 2450 København SV. Med bil er der adgang via Pladehals Allé til aflevering og afhentning. Vejen fra Kortløb og Nelson Mandelas Alle er spærret af anden byggeaktivitet, men der er adgang for cykler og fodgængere. Havnebus og bybus er også en mulighed. Der er ingen offentlige parkeringspladser i området.

Vær opmærksom på, at adgang til den underjordiske station kræver, at man er minimum 110 cm høj og bærer fornuftigt, lukket fodtøj (ingen sandaler).

Vi glæder os til at se dig! 

  

Fakta om udvidelse af metrolinjen M4 og København Syd - Danmarks nye trafikknudepunkt

  • Udvidelsen af metrolinjen M4 består af de fem stationer Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd. De fuldender M4-metrolinjen, der kommer til at gå fra Nordhavn, over City og til Sydhavnen og Valby. M4 Sydhavn åbner i 2024.
  • Når den nye metrolinje åbner, vil stationen København Syd (nuværende Ny Ellebjerg) blive Danmarks nye trafikknudepunkt med Metroen, tre S-togslinjer, regional- og fjerntog fra Fyn, Jylland og det øvrige Sjælland samt mulighed for internationale tog fra Tyskland og Sverige.
  • København Syd kommer til at aflaste Københavns Hovedbanegård og bliver en ny port ind og ud af byen og samtidig en mere direkte forbindelse mellem de forskellige landsdele og Københavns Lufthavn samt Øresundsregionen.
  • København Syd bliver hurtigt blandt Danmarks største stationer, hvor passagerer dagligt stiger af eller på et tog mere end 30.000 gange.
  • M4 deler undervejs stationer og spor med M3 Cityringen, så der er let omstigning til andre metrolinjer og tog- eller busforbindelser i Hovedstaden.
  • I byggeriet af M4 Sydhavn er der lagt 4,5 km nye spor hver vej. I 2024 vil der derfor være 43 kilometer metrospor samlet på alle metrolinjer.
  • I 2024 har 73 pct. af borgerne i København og på Frederiksberg under 600 meter til en tog- eller metrostation
  • De fem nye stationer på M4 Sydhavn vil få ca. 9 millioner passagerer årligt. Samlet set forventer vi, at mere end 120 mio. passagerer rejser med Metroen i 2024.

Fakta om kunsten på M4 Sydhavn

  • Når de fem nye metrostationer åbner, vil passagerernes sanser også komme på en rejse. Fire kunstnere og en kunstnergruppe vil sørge for, at hver station får sit eget udtryk, når kunsten rykker helt ned i stationsrummet. Det er første gang i Metroens historie, at kunsten bliver integreret fra start som en del af byggefasen, og der bliver arbejdet med tid, lys, former og farver, som vil afspejle stationernes identitet og hæve barren for kunst i det offentlige rum.
  • Metrostationen Enghave Brygge bliver udsmykket af kunstneren Pernille With Madsen. Hun har skabt forskellige elementer, der kan ses flere steder på stationen som for eksempel lysværker, abstrakte relieffer og betonudsmykninger, som kobler højteknologi, arkæologi og geologi. Samlet set spiller værket med fortid og fremtid og vil være som en blanding af et arkæologisk fund og en science fiction-rekvisit.
  • Til åben byggeplads den 4. juni siger vi samtidig farvel til det længste og største værk, der hidtil har prydet metrohegnet. ”Evolution part 2”, som værket hedder, strækker sig over knap 500 meter hegn, og det bliver af kunstnerne bag betegnet som Europas længste sammenhængende graffitiværk. Værket er en nyskabelse og en videreførelse af et tidligere evolutionsværk på den gamle graffitimur ”Hall of Fame” ved Enghave Brygge, der blev revet ned i 2016 for at give plads til byudvikling. Læs mere om værket Evolution her.