Tag M4 når du skal hjem, til arbejde, til byen eller ud i verden
I juni 2024 blev M4 udvidet med de fem nye stationer Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.
De forlænger M4-metrolinjen, der nu går fra Nordhavn, over Indre By
og til Sydhavnen og Valby. M4 deler undervejs stationer og spor med M3 Cityringen, så du let kan skifte til andre metrolinjer. På København Syd kan du skifte til andre tog og hurtigt komme videre til andre destinationer i hovedstadsregionen eller resten af landet.
København Syd bliver nyt nationalt trafikknudepunkt
Med forlængelsen af metrolinjen M4 til København Syd bidrager Metroen på sigt til at gøre stationen til et nyt nationalt trafikknudepunkt, hvor mange passagerer vil skifte transportmiddel. Stationen har fremover mulighed for at fungere som en ny port ind og ud af hovedstaden og kan aflaste København H, der i dag har meget trafik.
Fra det nybyggede underjordiske omstigningsområde kan du komme til Metroen, S-tog samt regional- og IC-tog. I 2025 åbner to nye perronner, så der bliver bedre muligheder for togforbindelser til resten af landet samt Københavns lufthavn.
På sigt er det forventningen, at også internationale tog mellem Tyskland og Sverige kan stoppe på København Syd.
Havneholmen
Ved Havneholmen station finder du indgangen til Fisketorvet, der byder på shopping, biograf og meget andet. Er du mere til det rolige liv, så gå mod Skibbroens husbåde og fortsæt den hyggelige tur langs Københavns Inderhavn.
Enghave Brygge
Omkring Enghave Brygge kan du stadig mærke storheden fra dansk industrihistorie.H.C. Ørstedsværket tårner sig op, og langs vandet er der stadig solide bolværk, hvor man kan nyde et glas eller selv tage picnickurven med. På Teglholmen kan børnene boltre sig på den store legeplads på Skolen i Sydhavnen.
Sluseholmen
På Sluseholmen ser du den hollandske inspiration, hvor kanalerne krydser gennem kvarteret, og bygninger og samlingssteder alle vender ned mod vandet. Her er kajakken lige så anvendelig som cyklen, og du finder hurtigt sejlklubber ved slusen, havnepromenaden på Teglholmen og masser at kigge på.
Illustration: Kragh & Berglund. Landskabsarkitekter.
Mozarts Plads
Mozarts Plads blev anlagt i 1930’erne og har siden fungeret som et geografisk centrum og knudepunkt i det gamle Sydhavn. Når stationspladsen bliver etableret, vil det åbne område bidrage til det liv, der i forvejen findes mellem de røde og gule murstensbygninger, på cafeerne, på kulturhuset Karens Minde og på gader og pladser ned mod Valbyparken.
København Syd
København Syd bliver på sigt en af Danmarks største stationer, hvor Metroen, S-tog, regional- og fjerntog mødes. København Syd bliver også Valbys første metrostation. Hele bydelen omkring stationen er fortsat i udvikling, og mange nye borgere, butikker og virksomheder er fx flyttet til den store nabo Grønttorvet.
Kunst på farten
De fem nye metrostationer tager også dine sanser med på rejsen. Kunsten er nemlig rykket med ned i stationsrummet, hvor fire kunstnere og en kunstnergruppe har sørget for, at hver station har sit helt eget udtryk. Det er første gang i Metroens historie, at kunsten er blevet integreret fra start som en del af byggefasen, og der er blevet arbejdet med tid, lys, former og farver, som afspejler stationernes identitet og hæver barren for kunst i det offentlige rum. Kunstprojektet har fået økonomisk støtte fra Det Obelske Familiefond, Villum Fonden samt Statens Kunstfond.