Nye tog til M1/M2
Som led i en større indsats for at sikre plads til de mange tusinde passagerer, der dagligt benytter metroen, har Metroselskabet indkøbt flere tog til metrolinjerne M1 og M2. De nye tog – som ventes at øge kapaciteten i metroen med 20 pct. – er en del af et investeringsprogram, som Metroselskabets bestyrelse besluttede i 2017. Formålet er at kunne imødekomme den forventede stigning i antallet af passagerer frem til 2035, så kunderne også i fremtiden vil opleve en rejse af høj kvalitet.
Ny indretning i togene
I de nye tog er der ændret på indretningen, så sæderne er placeret langs vinduerne i toget, som det kendes fra andre landes metrosystemer, samt flere klapsæder og færre faste sæder. Dette skal gøre det muligt for passagererne at opholde sig mere fleksibelt samt udnytte gulvarealet bedre. Samtidig sikres et bedre flow af passagerer og en optimal udnyttelse af pladsen i togvognene. Den nye sædeopsætning har desuden været testet i tre af de eksisterende tog på M1 og M2.
Togenes tests
De nye tog har gennemgået i alt ca. 500 tests, inden de blev sat i drift. Det indebar bl.a. test af bremser, døre, køreegenskaber m.m. Men kun en brøkdel af den obligatoriske testproces foregik ude på skinnerne. Hele 90 pct. af testene blev allerede foretaget på fabrikken i Italien af leverandøren Hitachi Rail. Dermed kunne vi undgå at bruge sporkapacitet på M1 og M2, og samtidig kunne eventuelle fejl analyseres og rettes direkte hos leverandøren.