Kom indenfor hos Københavns små ikoniske lokalbutikker
10. oktober 2024Vi kan nemt komme til at tage de små lokalbutikker for givet, men de giver liv til gader og stræder og gør byen til et bedre sted at bo. Med Metroen kan du nemt besøge fire af de mest farverige butikker.
Deres Frisør
Lille lokalbutik tæt på metrostation Vanløse.
Interiøret, de gamle modelplakater og magasiner fortæller historien om et sted med sjæl. Jan lærte faget af sin far, dengang salonen lå på Jernbane Allé. Men byudviklingen gjorde, at de måtte flytte til Ålekistevej i 1986, hvor Jan stadig driver salonen. Uden reklame, kun fra mund til mund – og det virker!
Selvom Ålekistevej ikke længere er det handelsstrøg, det engang var, holder Jan stædigt fast i hjørnesalonen. Og der er ingen planer om at ændre på det.
Elinor Infred Kjoler
Lille lokalbutik tæt på metrostation Nørrebro.
I 1964 tog Elinor Infred Danmark med storm i hovedrollen i den skandaløse film Villa Vennely. Succesen gav hende mulighed for at åbne sin egen kjoleforretning på Mimersgade 62 – som dengang var en gade fyldt med små tøjbutikker.
I dag er både butikkerne og området forandret, men Elinors historie lever videre.
Bistro Trekanten
Lille lokalbutik tæt på metrostation Lergravsparken.
Det familieejede madsted har haft sit nuværende udseende med den blå facade i mere end 30 år. Brians kone begyndte i 1988 at sælge franskbrødsmadder og kaffe til de mange håndværkere, der var på gennemfart eller arbejdede på et af de mange værksteder og industriarbejdspladser i området.
Bistroen har sin egen særlige atmosfære og lokale Amagerjargon. Folk kender tydeligvis hinanden, og mange af kunderne er kommet her i mange år. Samtidig tårner det nye Amager sig op på alle sider, men det lader de sig ikke gå på af.
Slagter Ali Baba
Lille lokalbutik tæt på metrostation København H.
Slagter Ali Baba blev åbnet i 1978 som den første halalslagter i København. Stedets lange historie er til stede i kraft af portrættet af Ali Baba, der hænger på flisevæggen og tilfreds skuer ud over butikken.
Yilmaz fører sin fars traditioner videre, men har også moderniseret forretningen.
”Vi holder fast i, at vi er en rigtig slagter – vi har råt kød, og kunderne skal selv tilberede det, så de har en fornemmelse af den mad, de laver og serverer – det er det allervigtigste for os. Men jeg snakker for meget, se, nu er der kø.”
Fotos: Ulf Svane, Copenhagen Archive
Få hele historien
Se disse og andre butikker i udstillingen ”Min Butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens” på Københavns Museum. Udstillingen løber indtil 20. oktober 2024.