Vedligehold og test af nye tog forstyrrer metrodriften
29. april 2021*NB: artiklen er opdateret i november 2021*
Flere nye tog i metroen skal sikre en god kunderejse og øge kapaciteten på metrolinjerne M1 og M2. I de kommende to måneder skal otte nyindkøbte tog testes ude på skinnerne. Testkørslen vil sammen med planlagt vedligeholdelsesarbejde forstyrre metrodriften i aften- og nattetimerne på hverdage.
I det seneste år har Metroselskabet løbende testet otte nye tog, som skal være med til at øge kapaciteten på M1 og M2, når togene gradvist sættes i drift fra første halvår 2022. Inden togene kan godkendes til at køre med passagerer, skal de dog igennem en række yderligere tests. Af hensyn til kunderne gennemføres den planlagte testkørsel i aften- og nattetimerne på hverdage i uge 18- 25, hvor der bliver indsat metrobusser på M1 og M2. Samtidig udføres planlagt vedligehold af skinnerne. Der vil dermed ikke blive testet fredag og lørdag.
”I Metroselskabet arbejder vi løbende med at optimere kapaciteten i metroen, så vi også fremover kan sikre vores kunder en god rejseoplevelse og en stabil drift. Ca. 200.000 passagerer benytter hver dag metrolinjerne M1 og M2, og togene har snart 20 år på bagen. Derfor gennemfører vi en række store investeringer i metroen – både for at vedligeholde den og for at skabe bedre plads. Vedligeholdelsesarbejdet og testkørslerne er planlagt, så vores passagerer generes mindst muligt. Derfor foregår aktiviteterne om aftenen og natten” siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet.
De nye tog skal gennemgå i alt ca. 500 tests, inden de kan sættes i drift. Det indebærer bl.a. test af bremser, døre, køreegenskaber m.m. Men kun en brøkdel af den obligatoriske testproces foregår ude på skinnerne. Hele 90 pct. af testene er allerede foretaget på fabrikken i Italien af leverandøren Hitachi Rail. Dermed undgås det at bruge sporkapacitet på M1 og M2, og samtidig kan eventuelle fejl analyseres og rettes direkte hos leverandøren.
I de nye tog er der desuden ændret på indretningen, så sæderne er placeret langs vinduerne i toget. Der er også flere klapsæder og færre faste sæder. Dette skal gøre det muligt for passagererne at opholde sig mere fleksibelt samt udnytte gulvarealet bedre. Samtidig sikres et bedre flow af passagerer og en optimal udnyttelse af pladsen i togvognene. Det forventes, at de 8 nye tog en efter en kan sættes i drift fra første halvår 2022.
”Formålet med at øge kapaciteten i metroen er at kunne imødekomme den forventede stigning i antallet af passagerer frem til 2035, så kunderne også i fremtiden vil opleve en rejse af høj kvalitet. Når de nye tog til M1 og M2 sættes i drift ved årsskiftet, ventes de at øge antallet af tog i myldretiden med knap 20 pct., hvilket giver hyppigere afgange på begge linjer. For vores kunder betyder det, at der bliver helt ned til 90 sek. imellem togene i myldretiden på de strækninger, hvor der rejser flest”, forklarer Rebekka Nymark.
I forbindelse med driftsændringerne vil Rejseplanen.dk være opdateret med metrobusser, og der vil være information på alle stationer samt personale klar til at hjælpe passagererne godt over i metrobusserne. Derudover kommer busserne til at køre med samme passagerbegrænsning som de øvrige bybusser for at følge myndighedernes retningslinjer.
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.