Stationspladsen på Havneholmen er på vej

2. oktober 2023

Tidligere i år nåede vi en milepæl i metrobyggeriet på Havneholmen, da vi kunne sige farvel til det grønne hegn. Nu går vores entreprenør snart i gang med at anlægge den nye stationsplads.

Følg med i vores Facebook-gruppe
Her i starten af oktober går vores entreprenør så småt i gang med at gøre klar til at anlægge stationspladsen ved den kommende station på Havneholmen. Hvis du følger med i vores Facebook-gruppe for M4 Sydhavn, så kan du i den kommende tid få et kig på, hvordan stationsområdet på Havneholmen og de fire øvrige stationspladser på linjen kommer til at se ud. Følg med på facebook.com/groups/m4sydhavn.

Mere arbejde over jorden
Arbejdet med stationspladsen betyder også, at der nu begynder at være lidt mere aktivitet over jorden på vores byggeplads – samtidig med at arbejdet fortsætter ufortrødent under jorden med indretning af stationen. Derfor kan du også opleve lidt flere gravemaskiner og andre entreprenør-maskiner på stationspladsen, end du har mødt de seneste måneder. Det kan periodevis betyde lidt mere støj og støv, når vi graver i jorden for at anlægge den nye stationsplads.