Rekordår for Metroen: Seks millioner flere passagerer i 2024
14. januar 2025Metroen har gjort det igen – sat en ny rekord for antallet af passagerer på årsbasis.
I 2024 rejste 126 millioner passagerer med Metroen, hvilket er en stigning på seks millioner
sammenlignet med den tidligere rekord fra 2023, hvor 120 millioner passagerer benyttede Metroen.
Siden 2022 er passagertallet steget markant, og væksten vidner om, at Metroen spiller en afgørende rolle for mobiliteten i hovedstadsområdet.
"Det er meget glædeligt at opleve, at kunderne i stigende grad vælger Metroen til og dermed bidrager til vækst år for år. I 2024 havde vi 126 millioner passagerer, hvilket er det højeste årlige passagertal i Metroens historie. Metroens stigende popularitet skyldes sidste års åbning af fem nye stationer til Sydhavn og Valby på M4-linjen, det voksende antal indbyggere i Hovedstaden samt et stigende kendskab til M3-linjen," fortæller direktør Hanne Tærsbøl Schmidt, Metroselskabet.
Når ikke passagerforventninger fuldt ud.
På trods af væksten når Metroselskabet ikke de samlede passagerforventninger i 2024 fuldt ud:
”Det skyldes bl.a., at vi lukkede helt ned for M3/M4-linjerne i 16 dage i første halvdel af 2024 for at forberede åbningen af de fem nye stationer på M4-linjen til Sydhavn og Valby.
Selvom passagererne efterfølgende strømmede til de nye stationer, så var lukningen ikke populær hos vores passagerer, og nogle var længe om at vende tilbage. Samtidig spiller mere hjemmearbejde og manglende kendskab til, at metroen kan spare tid for nogle bus- og togpassagerer, også en rolle", afslutter Hanne Tærsbøl Schmidt.
Fakta: Passagertal for Metroen
Passagertallet er steget med 18 millioner passagerer siden 2022 – det er en stigning på 16 %.
- I 2024 rejste 126 mio. passagerer med Metroen.
- I 2023 var tallet 120 mio. passagerer.
- I 2022 var tallet 108 mio. passagerer.
Andre fakta:
- M1 og M2 havde i 2024 ca. 71 mio. passagerer, hvilket er 3,5 pct. flere end året før.
- På M3 var der i 2. halvår 2024 en gennemsnitlig vækst på 3,5 pct. ift. de tilsvarende måneder i 2023.
- De fem nye stationer på M4 til Sydhavn og Valby har haft ca. 3 mio. passagerer fra åbningen i juni 2024 til og med december, hvilket er ca. dobbelt så mange passagerer som forventet i tidsrummet.
- Metroen har i alt 44 metrostationer og 43 kilometer spor.
- Det er muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer.
- De første metrostationer åbnede i 2002, og de nyeste stationer åbnede i 2024.
- I 2025 starter udbuddet på de næste to stationer, der kommer til at ligge i Ydre Nordhavn.
- Her kan du finde fotos af Metroen samt mere fakta.
For yderligere information, kontakt:
Metroselskabets kommunikationsafdeling på presse@m.dk eller +45 72 42 49 01.