Nu åbner fem nye metrostationer med gadefest og royal indvielse

22. juni 2024

I dag åbner forlængelsen af metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby med stor gadefest og en åbningsceremoni, hvor H.M. Kongen deltager og officielt erklærer hovedstadens fem nye metrostationer åbne for passagerer.

Efter knap seks års anlægsarbejde kan københavnere og besøgende fra resten af hovedstaden i dag tage fem nye metrostationer i brug på M4-linjen til Sydhavn og Valby. Med åbningen føjes stationerne Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd til hovedstadens samlede metronet og skaber nye forbindelser ind og ud af byen.

Det er med kæmpe glæde og stolthed, at vi nu slår dørene op for forlængelsen af M4-linjen til Sydhavn og Valby. Med fem nye metrostationer får passagererne endnu flere muligheder for at komme nemt og hurtigt rundt i byen – og den kollektive transport bliver bundet endnu tættere sammen med metro, busser, S-tog og regionaltog. Vi ser frem til en festlig dag og glæder os til at byde alle velkommen i Metroen”, siger Carsten Riis, administrerende direktør i Metroselskabet.

Festlighederne, der skal markere indvielsen, starter kl. 11 på Mozarts Plads med underholdning, livemusik og aktiviteter, og alle er velkomne til arrangementet. På scenen vil forskellige kunstnere underholde i løbet af dagen, heriblandt Peter AG, Peter Sommer, Katinka Bjerregaard og Simon Ask, Carl Emil Petersen, JJ PAULO m.fl. 

M4-forlængelsen til Sydhavn og Valby åbner for passagerer kl. 12.30, når metrolinjen indvies officielt af H.M. Kongen. Også transportministeren, Københavns overborgmester og Frederiksbergs borgmester vil være til stede under indvielsen. 

Når de fem nye stationer åbner for passagerer, vil personale stå klar på stationerne til at byde kunderne velkommen. Aktiviteterne og underholdningen på Mozarts Plads vil fortsætte frem til kl. 17.00.

Med M4-forlængelsen kan passagererne rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd i Valby. Her vil det nye, trafikale knudepunkt, København Syd, gøre det let for passagererne at skifte til bus, regional- og S-tog. Med forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby, vil passagerne dermed få flere nye forbindelser ind og ud af byen, til resten af regionen og landet og på længere sigt ud i Europa.

Læs mere om åbningsprogrammet.

Astrour på af Metro station

Fakta: Program for åbningsfest på Mozarts Plads

  • Kl. 11.00-12.30: Underholdning, aktiviteter og livemusik på Mozarts Plads.
  • Kl. 12.30-13.15: Åbningsceremoni på Mozarts Plads med taler og underholdning. De fem nye stationer åbner for passagerer.
  • Kl. 13.15-17.00: Underholdning, aktiviteter og livemusik på Mozarts Plads.

Fakta: Om udvidelsen af M4 til Sydhavn og Valby 

  • Udvidelsen af M4 består af fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd. 
  • Når den nye sydlige del af M4 bliver taget i brug, kan man rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn til København Syd i Valby over Østerbro, City, Vesterbro og Sydhavn. Undervejs kan man skifte til M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv. 
  • Med åbningen bliver det muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer. 
  • Efter åbningen vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor. 
  • Når de nye stationer åbner, bliver rejsetiden med Metroen mellem København Syd og Rådhuspladsen cirka 10 minutter og mellem Mozarts Plads og Kongens Nytorv cirka 11 minutter.
  • Metrolinjen kører døgnet rundt med høj frekvens og vil binde de nye byudviklingsområder og eksisterende byområder i Sydhavn og Valby bedre sammen. 
  • Fra 2030 forventes de fem nye stationer at få ca. otte millioner passagerer årligt. De første år efter åbningen vil det årlige passagertal være lavere, fordi det erfaringsmæssigt tager tid at vænne folk til en ny linje. 
  • I 2023 rejste knap 120 mio. passagerer med metroen, hvilket er knap 12 mio. flere end året før. 

Yderligere information

Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.