
Tæt på metrostationen: Det vidste du (måske) ikke om Trianglen
Om Trianglen
Linje: M3
Type: Underjordisk
Passagertal: Cirka 7.500 om dagen (2025)
Står du af M3 på Trianglen, kommer du direkte til et af Østerbros mest pulserende hjørner. Pladsen har fået sit navn, da tre store veje oprindeligt mødtes lige her – Østerbrogade, Blegdamsvej og Øster Allé.
I dag er pladsen fuld af liv, og din adgang til både museer, hyggelige spisesteder og grønne områder. Uanset hvilken retning du går fra stationen, vil den føre dig til spændende oplevelser.
Her får du fem fun facts om Trianglen.
1. Dynamisk og levende udtryk
Når du rejser med Cityringen, ændrer farverne på stationerne sig undervejs, da hver station afspejler bybilledet over jorden, så du nemt kan følge med i, hvor du er på rejsen.
Trianglen er designet med glaspaneler med små striber af spejlrefleks, der skaber et dynamisk og levende udtryk, der ændrer sig alt efter, hvem der befinder sig på stationen. Når der er travlt, reflekteres de mange farver fra fodboldfans og koncertgæster på vej i Parken og skaber en kalejdoskopisk effekt, mens væggene på stille tidspunkter er helt enkle og elegante.

Stationsrummet med glaspaneler med spejlstriber
2. Stå af lige ved Fælledparken
Trianglen ligger lige ved indgangen til Fælledparken, og den store grusplads ved stationen er tænkt som en foyer, der fungerer som overgang mellem det trafikererede kryds og den rolige stemning i Fælledparken.

Direkte ved indgangen til Fælledparken
Vil du have flere tips til unikke oplevelser i byen?
Tilmeld dig vores inspirationsmail og få de bedste tips til spændende oplevelser og skjulte perler i København
3. Kort vej til fodbold
Trianglen er den primære metrostation for tilskuere, der skal til fodboldkampe i Parken, som ligger kun få hundrede meter væk, men faktisk er det ikke altid det hurtigste. Alt efter hvilken tribune, du skal stå på, er der måske en smartere vej:
Skal du stå ved den røde mur? Stå af ved Trianglen
Skal du sidde på A-tribunen? Stå af ved Poul Henningsens Plads
Skal du sidde på familietribunen? Stå af ved Vibenshus Runddel.

Den korteste vej til fodbold i Parken
4. 3 oplevelser ved Trianglen
Ud over Parken, Fælledparken og Østerbros hyggelige butikker og caféer, er der tre unikke oplevelser tæt på Trianglen, du ikke må gå glip af:
1. Gå på loppejagt
På gruspladsen lige ved opgangen fra metrostationen inviterer Byens Lopper til genbrugs- og vintagemarked fra april til september, hvor du kan gå på opdagelse i spændende loppestande. Der er også altid en repairstand på markedet, hvor du kan få lavet små reparationer, hvis dine nyindkøbte bukser er for lange eller den fede vintageskjorte mangler en knap.
2. ENIGMA
Det smukke gamle posthus på Østerbro huser i dag ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation, som bestemt er et besøg værd. Gå på opdagelse i 400 års kommunikationshistorie og slå dig løs i arkadehallen, hvor du kan genopleve computerspil fra fortiden.
3. Østerbro Stadion
Èn ting er FCK og store landskampe i Parken, men Østerbro har også et andet særligt fællesskab: Folk fra nær og fjern mødes for at støtte fodboldholdet B.93, når de spiller på hjemmebanen på Østerbro Stadion. Her behøver du ikke at være dedikeret fodboldfan for at være med – det handler lige så meget om stemningen, naturvin og gourmetpølser.
Det unikke ved København er jo, at her er sindssygt mange fede museer. Vi var for eksempel på Post- og telegrafmuseet Enigma, som på papiret lyder lidt kedeligt, men mine unger havde en fest.
Tæt på metrostationen er en serie af små stationsportrætter, hvor vi zoomer ind på nogle af de overraskende detaljer og finurlige historier, der findes på alle stationer.
5. Du er hurtigt videre
Trianglen er en del af Cityringen, hvilket giver hurtig og nem adgang til hele København. Stationen forbinder Østerbro med vigtige destinationer som Rådhuspladsen (10 min), Frederiksberg (4 min) og Nørrebro (8 min).
Der er ikke langt til noget, og Cityringen kører hvert andet minut, så du skal bare springe på.
Oplevelser med Metroen
Få flere tips til oplevelser på Østerbro