Nyd friheden på vandet
De smukke kanaler i Københavns Havn indbyder til en tur i kajak – og heldigvis er der mange muligheder for at komme på vandet. Tager du Metroen til Kongens Nytorv, er der for eksempel kun en kort gåtur til Kayak Republic, hvor du kan leje en kajak i op til fire timer.
Book din næste kajakoplevelse hos Kayak Republic – eller lån en gratis kajak hos Green Kayak mod at samle affald i havnen undervejs.

Kayak Republic
Snup en løbetur ved Søerne
Har du lyst til at snøre løbeskoene i København, er ruten rundt om Søerne en ægte klassiker. Står du af Metroen på København H, kan du starte i Frederiksberg-enden og løbe på tværs af Nørrebro og Østerbro, så du får hele oplevelsen af byen med.
Du kommer i godt selskab af andre løbere – og sikkert også et par barnevogne eller slentrende kærestepar, så vær klar til at løbe lidt zigzag. Tager du turen rundt om alle tre søer, får du 6,3 kilometer i benene, men du kan også nemt dele den op i mindre bidder.

Søerne
Find din indre skater frem
Fælledparken er ikke bare en skøn grøn oase, den huser også Nordeuropas største skatepark. Pak dit skatebord, din BMX-cykel eller rulleskøjter, og tag Metroen til Vibenshus Runddel. Så er du klar til at prøve kræfter med ollie, rock to fakie og kickflip.
Underlaget er lavet af beton frem for asfalt for at skabe den bedste oplevelse, og Skateparken er inddelt i tre sværhedsgrader, så der både er udfordringer til nybegyndere og øvede.

Fælledparken Skatepark
Kuglekast i Enghaveparken
Mødes du med en flok venner til et spil pétanque i Enghaveparken, er det næsten som at stå i en park i Marseilles. Cityringen tager dig direkte til Enghave Plads, som ligger lige over for parken, og så handler det ellers bare om grus, kugler – og at have det sjovt.
København Pétanque Klub holder til ved hovedindgangen, og her er det muligt at låne kugler, hvis du ikke har dine egne med.

Enghaveparken
Træn på toppen
Et hurtigt skift til M4 fører dig til Nordhavn, hvor du finder Københavns mest blærede træningsanlæg, Konditaget Lüders. Det 2400 kvadratmeter store anlæg ligger på toppen af parkeringshus, så du kan nyde den unikke udsigt over havnen, mens du træner.
Du kan både dyrke crossfit, TRX, spille fodbold, hoppe på trampoliner, gynge og klatre – eller tage en løbetur på den 60 meter lange sprintbane.

Konditaget Lüders
Oplevelser med Metroen
Fik du også set?

Anders Hemmingsen: ”Her er skæve huse, vild natur og en ro, man ikke forventer at finde i København"
Mit København: For Anders Hemmingsen er København et sprudlende virvar af cyklister, Wolt-bude og turister, men også små hemmelige perler, hvor du kan finde ro og vild natur. Foto: Morten Frøslev

Guide: Nyd forårsolen og få fede oplevelser under åben himmel
København springer ud og åbner sig op, så du kan nyde masser af magiske oplevelser i det fri. Vi har fundet sommerens bedste tæt på Metroen.

Jesper Binzer: ”At tøffe rundt i kanalerne, hoppe i vandet og drikke dåseøl er eddermame fedt”
Mit København: Rockstjernen fra D-A-D elsker stemningen ved kanalerne og små hyggelige steder i byen, men ender oftest sammen med gode venner på hans lokale kaffebar på Amager. Oplev det bedste af København med Jesper Binzer.