
Danica Chloe: "Dette sted ligger lidt gemt væk og har den vildeste atmosfære"
Danica Chloe, 40 år, content creator, forfatter og podcastvært på @voksendating og @hanoghun_podcast. Har to børn og bor på Islands Brygge. Følg Danica på @danicachloedk
1. Hvor føler du dig mest hjemme i København?
"Jeg har altid følt mig mest hjemme på Christianshavn. Lige da jeg flyttede til København, havde jeg min daglige gang i de gamle, gule bådhuse, så jeg fik hurtigt et nært forhold til området. Det er både historien og den utroligt afslappede stemning, der hersker lige præcis i denne bydel, som gør det til noget særligt."

"Jeg har altid følt mig mest hjemme på Christianshavn"
Min quilty pleasure er at købe en Pain Suisse hos Andersen Bakery på Bryggen og sætte mig på en bænk i fuldkommen stilhed for at spise den helt alene.
2. Hvilket sted i byen vender du altid tilbage til?
"Københavns kanaler og Havneringen. Uanset om jeg har brug for at løbe en lang tur for at tømme hovedet, skal have en kaffe-to-go med en veninde eller bare vil mærke byens puls, så trækker vandet i mig. Jeg bliver aldrig træt af at gå turen hen over gangbroerne, kigge på havnebadene og mærke byen, der aldrig helt sover."

Danica bliver aldrig træt af turen langs Havneringen
3. Hvad er din yndlingsoplevelse i København?
"Bag Christiansborg ligger Det Kongelige Biblioteks Have, som er et af byens smukkeste åndehuller, gemt helt unikt midt i byen. Især om foråret, når alt springer ud, og jeg kan slå mig ned på en af de mange stole med udsigt til springvandet og Dansk Jødisk Museum. Jeg husker tydeligt den dag, min mor viste mig haven, efter jeg ellers havde boet flere år i byen, og siden da er det blevet en af mine absolutte yndlingsoplevelser.
Jeg elsker også at komme ned i Roast Coffees hyggelige kælderbutik på Vestmannagade, hvor duften af de nyristede bønner rammer en med det samme. Jeg bestiller stort set altid enten en espresso eller en cremet cappuccino lavet på havremælk. For mig er det en af byens bedste kaffeoplevelser."

Danicas yndlingskaffebar: Roast Coffee
Med Mit København tager vi dig med på en overraskende rejse gennem byen, hvor kendte københavnere deler deres skjulte perler.
4. Hvilket hemmeligt sted i byen er næsten for godt til at dele?
"Jeg vil helt klart pege på Lille Mølle på Christianshavn. Den ligger gemt væk på voldene, og når man træder indenfor, står alt præcis, som da et excentrisk par boede der i starten af 1900-tallet. Stedet har den vildeste atmosfære, og historierne om modstandsbevægelsen, der gemte våben derinde, gør det bare endnu mere magisk. Jeg vil næsten mene, den er hjemsøgt! Lige ved siden af, i samme bygning, ligger Restaurant Lille Mølle, som er en af byens bedste restauranter, hvis du spørger mig."

Lille Mølle – museum og restaurant
5. Hvad er dit stærkeste minde i København?
"De lyse sommeraftener på Islands Brygge, da jeg lige var flyttet hertil, og alt føltes nyt og åbent. Den helt særlige stemning af engangsgrill, musik, plasken fra havnebadet og følelsen af, at natten aldrig rigtig slutter. Det minder mig altid om den der ukomplicerede frihedsfølelse, som København kan give mig om sommeren."
6. Hvilken metrostation har størst betydning for dig?
"Islands Brygge. Jeg har min daglige gang på Bryggen og har kørt utallige ture lige præcis til og fra den station. Den rummer det hele: Turene, hvor jeg har været forelsket på date night, udflugter med mine børn, byture med mine veninder, de mange sommerfestivaler på Femøren og de utallige arbejdsmøder, hvor jeg hurtigt skulle frem."

"Jeg har kørt utallige ture lige præcis til og fra den station"
Oplevelser med Metroen
Få flere tips fra kendte københavnere