Anna Lin: "Jeg elsker at gå ud af døren uden en plan eller retning"

Oprettet: 1. juni 2026Læsetid: 4 min.
Mit København: Som barn drømte tv-vært Anna Lin om at være en havfrue, og hele sommeren er hun at finde i havnen. Få hendes favorit-badested, yndlings-takeaway og bedste tip til de helt særlige oplevelser i byen.

Anna Lin, 30 år, tv-vært på programmer som 'Ultra Nyt', 'Kender du typen?' og 'Døm mit forhold'. Aktuel med podcasten 'CHAT med Anna Lin' Bor på Nørrebro. Følg Anna på @anna_l1n

1. Hvornår føles København mest som din by?

"Når jeg bimser ned ad Nørrebrogade og støder ind i mine medmennesker. Jeg sørger altid for at gå i den modsatte side af trafikken, så jeg kan vinke hej til dem, jeg kender, der kommer susende forbi på cykelstien. Det at bimse er for mig at gå ud af døren uden en plan eller retning. Men det plejer som regel bare at blive til en tur op og ned ad hele Nørrebros Aorta, som min ven så fint har døbt Nørrebrogade."

Da jeg var barn, drømte jeg om at være havfrue, og det gør jeg nok egentlig stadig. Hele sommeren er jeg at finde i havnen. Jeg skifter ofte mine spots ud, men jeg er særligt glad for platformen nede ved Havnepromenaden.
Anna Lin
Kongens Nytorv
5 min.

Anna Lins favoritspot er lige nu Havnepromenaden

Foto: Anna Lin

2. Hvilket sted i byen vender du altid tilbage til?

"Kødbyen. Jeg brokker mig altid over, at det er blevet for busy og ikke er en hengemt perle længere, men jeg forstår det jo godt. Og selvom charmen ved den hvide fabriksby for mig handler om at drikke drinks ved biergarten-borde, hvor mine venner arbejder, er jeg heller ikke bleg for at indrømme, at jeg også har stået i kø med de andre TikTok-turister for at smage hypet onigiri."

København H
8 min.

Anna Lin har en svaghed for Kødbyen

Foto: Anna Lin

Mød flere kendte ansigter

Tilmeld dig vores inspirationsmail og få tips til kendte københavneres yndlingssteder i byen.

3. Hvad er dit bedste tip til en unik oplevelse i København?

"Unikke oplevelser handler mere om indstilling, end det der nødvendigvis bliver serveret for dig. Der gemmer sig særlige oplevelser overalt, hvis du tør at kigge op og holde øjenkontakten. Snak med dem ved siden af dig i Metroen. Stil et spørgsmål til din tjener. Sæt dig i baren på bodegaen i stedet for at skutte dig i hjørnet. Det er en indstilling, mange har, når de er ude og rejse. Hvorfor ikke også have den i sin egen by?"

Med Mit København tager vi dig med på en overraskende rejse gennem byen, hvor kendte københavnere og lokale legender deler deres skjulte perler.

4. Hvilken skjult perle er næsten for god til at dele?

"Alle der har boet i Nordvest, har styr på hvilket nummer, der er deres favorit fra Viet Thai. Mit er nr. 53. Det lille lokale fyldt med falske planter, træfigurer og levende fisk skiller sig ud fra så meget andet take-away. Men kæmpe anbefaling at sætte sig ned og spise, mens man kigger ud på Frederiksborgvej." 

5. Hvilken metrostation er din favorit?

"Jeg kan godt lide Enghave Plads, fordi den er en så integreret del af pladsen. Midt i al livet på Vesterbro, som er et område, jeg elsker at have direkte adgang til med M3’eren."

Enghave Plads

"Enghave Plads er midt i al livet på Vesterbro"

Foto: Metroselskabet