Tag Metroen til sjove steder til indendørs leg i byen

4. februar 2025

Uanset om du har børn eller ej, byder København på masser af steder at slippe legen fri i ly for regn og blæst – og mange af dem koster ikke en krone. Vi guider til fem af de sjoveste steder i byen tæt på Metroen.


Sjove udfordringer til alle aldre

På Frederiksberg ligger et kulturhus, der ikke er, som alle andre. Med sin legende arkitektur er KU.BE nemlig designet til at udfordre kroppen hos både børn og voksne, så pulsen automatisk ryger op, og der kommer smil på læberne.

Tager du Metroen til Lindevang, er du snart klar til at slå dig løs på kulturhusets karakteristiske klatrebakke, løbe om kap med familie og venner på løbebanen eller mærke suset i maven i rutsjebanen.

Foto: KU.BE

KUBE
Blegdamsremisen


Sjov og spas i den gamle remise

Står du af Metroen på Trianglen, skal du blot krydse Blegdamsvej, så venter der et slaraffenland af sjov og leg hos den indendørs legeplads Blegdamsremisen.

Legepladsen har fået sit navn, da bygningen tidligere blev brugt som remise for byens sporvogne. I dag er togene skiftet ud med legeland, boldbane, sørøverskib og kreative værksteder.

Blegdamsremisen er én af i alt 24 bemandede legepladser med indendørs faciliteter i København.

Foto: Københavns Kommune  


Kreativ leg og musikfestival

Børnekulturhus Ama’r holder til i et lille skævt hus på Øresundsvej – ikke langt fra Amagerbro. Det krøllede hus indbyder med klatrevæg og huler til mange timers leg.

I vinterferien er Børnekulturhus Ama'r også medarrangør af Børnenes Musikfestival på Amager med masser af musik, dans, koncerter og kreative workshops. Se hele programmet her.

Foto: Torben Eskerod

Børnekulturhus Amar
LÆS


Leg med ord og bogstaver

Er du på jagt efter par timers vinterferiehygge inden døre, er byens biblioteker altid et godt sted at søge hen. De er ikke bare indgangen til bøgernes verden, men byder også på et væld af sjove aktiviteter for børn og voksne.

Fra Nørreport er der ikke langt til Krystalgade, hvor Hovedbiblioteket for eksempel har en hel etage, LÆS, der er dedikeret til børn. Et fedt sted til leg med bogstaver og bøger, tegneaktiviteter, brætspil og en særlig skattejagt i vinterferien.

Foto: Nikolaj Linares


Dyst i badminton eller basket 

Det er altid sjovt at dyrke sport sammen, og Nørrebrohallen ved Den Røde Plads er et af byens sjoveste idrætsanlæg, hvor hele familien kan få pulsen op og have det sjovt imens.

Så snør skoene og book en bane til en omgang badminton, bordtennis, basketball eller squash. Du kommer nemt til Nørrebrohallen med Metroen – stå af på Nørrebro, så er der kun en kort gåtur.

Du kan booke baner her

Foto: Københavns Kommune

Nørrebrohallen