
Tag Metroen til det bedste, København har at byde på
Morgenmad // Et Cetera
Første stop er Skjolds Plads på Nørrebro, hvor du finder én af de nominerede til Byens Bedste Morgenmad: Et Cetera. Glemt alt om croissanter og kardemommesnurrer, for det lille koreansk-inspirerede spisested har en af byens mest interessante og anderledes morgenmadsmenuer.
Prøv for eksempel deres pandekage med forårsløg, vesterhavsost og chiliolie eller deres Strawberry Daifuku, en matcha mochi med rød bønnepasta og friske jordbær. Et Cetera har åbent onsdag-lørdag fra kl. 8 (9).

Morgenmad fra Et Cetera
Arkitektur / Kaktus Towers
12 minutter fra Skjolds Plads stopper Metroen på Enghave Plads, hvor du kan slentre ned til Dybbøls Bro og nyde udsigten over Kaktustårnene, der er nomineret til Byens Bedste Arkitektur – selvom de har medført meget debat, siden de stod færdige.
De to tårne er tegnet af BIG og stikker i den grad ud i horisontlinjen og er bestemt også et besøg værd. Der er åbent hus hver torsdag og søndag.

Kaktustårnene
Smørrebrød // Bjørnekælderen
Kører du 1 minut i den modsatte retning, venter der dig en spektakulær frokostoplevelse. Stå af på Frederiksberg Allé, hvor du finder Bjørnekælderen, der er nomineret til Byens Bedste Smørrebrød.
De delikate og innovative smørrebrød sætter fut i dine smagsløg med smagsvarianter som ål og trøffel, tatar og hindbær samt rullepølse og edamame-bønner. Det perfekte mix af klassisk dansk smørrebrød og små input fra udlandet.

Frokost fra Bjørnekælderen
Kaffebar // April Coffee
Efter en skøn frokost kan du nyde 11 minutters pause, mens Metroen suser under byen og rammer Kongens Nytorv. Her skal du af, for i Pilestræde ligger April Coffee, der er nomineret til Byens Bedste Kaffebar.
Og her er en kop kaffe ikke bare en kop kaffe, men måske det nærmeste, du kommer en Michelin-oplevelse på en kaffebar. De serverer fx en kop filterkaffe til 150 kroner, men har også mere prisvenlige varianter, der bestemt også vil glæde dit kaffehjerte.

Kaffepausen hos April Coffee
Har du brug for en lille pause mellem oplevelserne? Læs også vores guide til byens grønne åndehuller.
Under åben himmel // B.93
Når du har fået dit koffeinkick, går turen videre med Metroen til Trianglen, hvor du kan udforske en af de nominerede til Byens Bedste Under åben himmel. For på Østerbro findes et helt særligt fællesskab: Folk fra nær og fjern mødes for at støtte fodboldholdet B.93, når de spiller på hjemmebanen på Østerbro Stadion.
Du behøver ikke at være dedikeret fodboldfan for at være med, for det handler lige så meget om sammenhold, stemning, naturvin og gourmetpølse.

Østerbro Stadion
Vil du prøve flere gode oplevelser? Se alle de 75 nominerede til Byens Bedste 2024.
Vinbar // Paradiso
Slut dagen af på Nørrebro, hvor den startede. Efter blot 9 minutter på Cityringen kan du stå af på Nørrebros Runddel og smutte ned af Nørrebrogade til Paradiso, der er nomineret til Byens Bedste Vinbar.
Her vanker der lækre italienske vine til særdeles rimelige priser i de skønneste pastelfarvede omgivelser. Blev du ikke helt mæt på stadion, kan du gå på opdagelse i deres menukort med ost, charcuteri og små velsmagende retter.

Slut dagen med et glas
Oplevelser med Metroen
Fik du også set?

Aura Dione: ”Jeg elsker at cykle over Dronning Louises Bro i aftensolen og se byen gløde”
Mit København: For sangerinden Aura Dione er København en by, der både føles som ungdom, kærlighed og kreativt kaos på én gang. Hun er især inspireret af Dannerhuset og de små stier på Christiania.

Guide: 6 sjove og anderledes polterabend-idéer tæt på Metroen
Træt af paintball og partybus? Få inspiration til nogle sjove og lidt anderledes aktiviteter til din næste polterabend – eller bare en hyggedag med vennerne. I kan tage Metroen til det hele.

Thomas Skov: "Hvis du har antennerne ude, er der oplevelser overalt"
Mit København: Podcastvært Thomas Skov elsker især København ved forårstid, og for ham ligger de største oplevelser i det små – som når solen falder helt rigtigt på Carlbserg Byen, eller han spiser en rulle hos sin lokale kebabbiks med sine unger.