Få varmen med svømning, sauna og spabad
6. november 2024Det er blevet for koldt til at hoppe i vandet i byens mange havnebade, men bare rolig. København har et væld af muligheder for at få en dukkert i de mange svømmehaller. Tag Metroen, så kommer du hurtigt frem.
Svøm i ring i DGI-byen
Er du i humør til at svømme baner uden stop, er Vandkulturhuset i DGI Byen det perfekte sted. Står du af Metroen på København H, skal du blot krydse Tietgensgade for at kunne springe i det 100 meter lange ellipseformede bassin og svømme derudad.
Du kan også udfordre dig selv i udspringsbassinet, hvor der er en fem meter høj klatrevæg, trampolin og udspringsplateauer fra 1,5 til 5 meter. Trænger du mere til at slappe af, kan du også læne dig tilbage i varmtvandsbassin og spa.
Foto: DGI Byen
Vær en vandhund i Valby
Valby Vandkulturhus venter med en skøn kombination af sjov for børn og afslappende wellness, og tager du Metroen til København Syd, er du der næsten.
I vandkulturhuset kan du boltre dig i det 25 meter lange svømmebassin, kravle op af vandfald, dykke gennem grotter og suse ned af rutsjebanen. Du kan også snige dig op på førstesalen, hvor der ligger et stort wellnessområde med varmtvandsbassin, massagedyser og forskellige saunaer.
Foto: Valby Vandkulturhus
Rutsjebanesjov i Flintholm
Uanset om du er til banesvømning eller vandplask, er Flintholm Svømmehal det rette sted. Tager du til Metroen til Lindevang, er der blot en kort gåtur til masser af sjov i vandet.
I familieområdet er lufttemperaturen 29 grader, og både børn og voksne kan boltre sig i familiebassinet og få sus i maven i de to rutsjebaner.
25 meter-bassinet har otte baner, vandet er 27 grader varmt, og der er også en sjov oppustelig forhindringsbane at prøve kræfter med.
Foto: Martin Håkan
Svømmetur med historisk sus
Frederiksberg Svømmehal er en af Danmarks ældste svømmehaller, og her kan du nyde en svømmetur under det smukke ovenlys. Tager du Metroen til Aksel Møllers Have, kan du tage en skøn slentretur gennem parken, inden du hopper i.
Svømmehallen har både almindelige bassiner til svømning, et familiebassin med en børnevenlig temperatur og en sjov rutsjebane med lys- og lydeffekter på vejen ned. Derudover er wellnessområdet det perfekte sted at slappe af med saunaer, dampbad, massagestole, fodbad og jacuzzi.
Foto: Jasper Carlberg
Nyd lysterapi i kurbad
Tag Metroen til Poul Henningsens Plads, hvis du har lyst til en svømmetur i smukke omgivelser. Øbro-Hallen er blevet smukt renoveret, så du kan nyde den neoklassiske stil med hvælvet loft og ovenlys, mens du svømmer i det 25 meter lange bassin.
Svømmehallen byder også på vipper fra 1-10 meter, masser af faciliteter for babyer og børn samt et afslappende kurbad med spa, finsk sauna og romersk dampbad. Du kan også læne dig tilbage i lysrummet og nyde det særlige lysloft, der menes at have en gavnlig effekt mod vinterdepression.
Foto: Øbro-Hallen