Waqas Qadri: Jeg vender altid tilbage til det sted, hvor jeg voksede op som barn"

Oprettet: 21. maj 2026Læsetid: 4 min.
Mit København: Waqas Qadri fra Outlandish har et nostalgisk syn på byen. Han svinger ofte forbi sit barndomskvarter på Frederiksberg, elsker de københavnske baggårdsmiljøer. og så er der én særlig shawarma, han ikke kan leve uden.

Waqas Qadri, 50 år, sanger, rapper og sangskriver – en del af bandet Outlandish. Bor i Mørkhøj. Følg Outlandish på @outlandish

1. Hvornår føles København mest som din by?

"Det gør den om foråret. Der er en helt speciel stemning i byen, det er som om, at menneskerne blomstrer ligesom blomsterne og træerne. Der er håb og positivitet i luften."

Min quilty pleasure er 100 % en shawarma fra Strøg Shawarma – og gerne efter midnat. Den er forfærdelig at sove på, men smager himmelsk, så det gør vi tit, når vi rammer København efter et show udenbys.
Waqas Qadri

2. Hvilket sted i byen vender du altid tilbage til?

"Jeg er nostalgisk anlagt, så jeg vender altid tilbage til det sted, hvor jeg voksede op som barn i 1980'erne: Anne Katrinesvej på Frederiksberg. Jeg sniger mig til tider ind i gården, som er en lille oase af baggårdsmiljø blandet med store træer og et græsareal. Generelt er jeg stor fan af de københavnske baggårdsmiljøer – de er som et stille økosystem midt i byen."

Mød flere kendte ansigter

Tilmeld dig vores inspirationsmail og få tips til kendte københavneres yndlingssteder i byen.

3. Hvad er dit bedste tip til en unik musikoplevelse i København?

"Open mic-sessions er nærmest ikke-eksisterende i København, men der ligger en lille perle af en café på Rantzausgade, der hedder Tjili Pop, en lille kaotisk oase fra en anden tid, yderst retro og max hyggeligt. De plejer at have nogle open mic-sessions, der er mega fede. Der er nærmest ingen plads til musikerne, men det er også det fede ved det, man spiller på lokalets præmisser. Mere af det i København, tak."

Med Mit København tager vi dig med på en overraskende rejse gennem byen, hvor kendte københavnere deler deres skjulte perler.

4. Hvilken skjult perle er næsten for god til at dele?

"Jeg tror, at de fleste skjulte perler i København ikke er så skjulte længere. Byen er godt og grundigt udforsket, men hvis det handler om historie, så kan du genopdage mange skjulte perler, der ligger lige under næsen på alle. Jeg lytter f.eks. til podcasten Kend Din By og kommer tit forbi tæt befærdede steder i byen, men så er der måske lige en historisk detalje eller begivenhed, der er sket lige dét sted, som de fleste ikke lægger mærke til. Især i indre by ligger der små stræder, der oser af historie." 

5. Hvilken metrostation er din favorit?

"Jeg har ingen favorit, men jeg elsker, at man lynhurtigt kan gå fra en Nørrebro-vibe til at stå af ved f.eks. Marmorkirken og være i en helt anden verden. Jeg bruger nærmest Metroen dagligt og synes, det er et fantastisk tiltag. Cityringen er klart æstetisk flottere end de andre."

Marmorkirken

Fra Nørrebro til Marmorkirken: 7 minutter

Foto: Metroselskabet