
Streetart: Gå på opdagelse i Københavns unikke gadekunst
I mange år var det kedelige grå betonvægge, der dannede ramme om Valby Hallen, men i dag sprudler bygningen af farver og liv.
Syv forskellige kunstnere har udsmykket hallens udvendige vægge. Én af dem er fx den danske kunstner Soten, som er kendt for sine markante bogstavformer og funky farvekombinationer, der på Valby Hallen er blevet til et iøjnefaldende værk i pink og gul.
Tag Metroen til København Syd, hvor du på stationen kan opleve kunstner Henrik Plenge Jakobsens astronomiske ur, inden du tager den korte gåtur til Valby Hallen.

Gavlmalerier på Valby Hallen
I Nordvest er et boligkvarter forvandlet til et stort udendørs street art-museum, som du kan besøge, når du vil. Tag Metroen til Nørrebro og gå til Rentemestervej, hvor oplevelsen begynder.
En række udenlandske og danske kunstnere som HuskMitNavn, Peter Birk og Mikael B har nemlig udsmykket 16 husgavle med farverige vægmalerier.
Projektet er inspireret af Berlin og Miami, hvor det er lykkedes at omdanne nedslidte bydele som Schöneberg og Wynwood til spændende kunstmekkaer.

Gavlværker i Nordvest
Vil du have flere tips til unikke oplevelser i byen?
Tilmeld dig vores inspirationsmail og få de bedste tips til spændende oplevelser og skjulte perler i København
På Vesterbro finder du et lille stykke af Sønderjylland. På en husgavl har den sønderjyske stjernefotograf Søren Solkær skabt et kæmpemaleri, der forestiller naturfænomenet sort sol, hvor store stæreflokke antager grafiske formationer på himlen – der på gavlen er blevet et stort hjerte.
Kunstværket er en gave fra den kulturhistoriske organisation Golden Days i forbindelse med 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.
Tag Metroen til Enghave Plads, så er du der næsten.

Sort sol over Vesterbro
På Nørrebro venter der også store oplevelser i gadehøjde. Ingeniørfirmaet Bang & Beenfeldt valgte at markere deres 50-års jubilæum med en gave til byen: et nyt gavlmaleri i krydset mellem Hillerødgade og Nørrebrogade.
Tager du Metroen til Nørrebro, er der kun en kort gåtur, før værket, der er skabt af kunstner Simon Sebastian lyser op på den ellers kridhvide husgavl. Han har ønsket at skabe et dynamisk værk, der med lyse og mørke nuancer går i dialog med det omkringliggende byliv.

Gavlmaleri på Hillerødgade
Oplev mere kunst i gadebilledet tæt på Metroen