
Mellem linjerne: "Jeg lever med håb"
Hver dag rejser tusindvis af mennesker med Metroen, og bag hvert ansigt gemmer sig en historie. Mellem linjerne folder disse historier ud i en serie af korte portrætter.
Jeg kom til Danmark fra Iran i 2022. Efter to år fik jeg afslag på min opholdstilladelse, fordi de ikke troede på det, jeg fortalte.
Nu skal min sag for domstolen. Her bliver det afgjort, om jeg kan få permanent opholdstilladelse i Danmark.
Det bliver anderledes denne gang, fordi jeg har en dygtig advokat. Han hedder Bjørn og er en kæmpe hjælp for mig. Jeg er håbefuld, fordi han er.
Jeg havde ikke lyst til at blive asylansøger. Men mine hænder var bundet, og det var min eneste mulighed.
Det er både stressende og udmattende med alle de interviews. Både for krop og sind. Jeg skal arbejde på at finde et fredfyldt sted indeni. Min kristne tro hjælper mig.
Det har været en følelsesmæssig rutsjebanetur. Men langsomt begynder jeg at finde glæde og sætte pris på de små og store ting.
At have håb er en måde at leve på for mig.

Ali, 24 år
Mød flere af dine medpassagerer i Metroen