Hurra! M4-linjen til Sydhavn fylder 1 år

Oprettet: 1. juli 2025Læsetid: 4 min.
Den 22. juni 2024 fik København fem nye metrostationer i Sydhavnen – og de er blevet taget rigtig godt imod med flere millioner rejsende end forventet. Vi har mødt tre passagerer på Mozarts Plads, der fortæller om deres oplevelser med den nye Metro.

M4 til Sydhavn er 5,7 km lang og løber fra København H til København Syd. De fem nye stationer er København Syd, Mozarts Plads, Sluseholmen, Enghave Brygge og Havneholmen.

Der er fuld af liv på Mozarts Plads i Sydhavnen, hvor folk slentrer fordi de farverige blomsterbede, sidder og sludrer på bænkene eller smutter ned ad trapperne til metrostationen – en af de fem nye stationer på M4, der søndag den 22. juni kan fejre 1-års fødselsdag.

Det første år er gået langt over forventning med 5,8 mio. passagerer på den nye metrolinje. Det svarer til, at der nu er ca. 17.600 passagerer i gennemsnit på hverdage på de fem nye stationer, hvilket er ca. 80 pct. mere, end det forventede.

Marc Brandt, 37 år, på barsel, bor i Sydhavnen
Metroen har gjort rigtig meget for min bydel, hvor der blandt andet er kommet mange flere turister. Jeg har selv sæsonkort til Parken, hvor jeg ser FCK hver weekend, og nu kan jeg komme rigtigt hurtigt til og fra, så jeg ikke behøver at være så længe væk fra mine børn.
Marc Brandt

Byen bevæger sig. Vil du med?

Tilmeld dig vores inspirationsmail og få tips til Københavns skjulte perler og nye oplevelser.

Rosa Jensen, 26, arbejder hos Lapee, bor i Nordvest
Metroen har gjort det meget hurtigere for mig at komme ud og besøge min søde mor, der bor hernede i Haveforeningen. Jeg tager også tit til BK Frem-kampe – og så er øllene og kaffen bare lidt billigere herude i Sydhavnen, så det er dejligt, det er blevet så nemt.
Rosa Jensen
Poul Brøchmann, 75 år, pensionist, bor på Frederiksberg
Det er første gang, jeg kører med M4 til Sydhavnen i dag, hvor vi er taget rundt for at se kunsten. Det er imponerende, og der er kunst overalt. Jeg er især fascineret af kunstværket med planeterne på København Syd – det er noget af den flotteste kunst, jeg har set.