17 farvede balloner
Kig op, næste gang du er på metrostationen Kongens Nytorv. Så kan det nemlig være, at dit blik fanger en skinnende grøn, blå, rød, lilla eller gul ballon.
Den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein påbegyndte sit værk 'Coloured Mirror Balloons' i 2017 og fuldendte det i 2020, så der i alt hænger 17 farverige balloner forskellige steder på stationen. Ballonerne er udført i glasfiberforstærket plast med kromlak.

Kongens Nytorv
Farvespil af lys
Når gadelamperne tændes ved Orientkaj i Nordhavn, forvandles pladsen under dem til et farvespil af lys i blå, orange, gule og hvide farver. De smukke mønstre er inspirereret af Nordhavns unikke havne- og industrihistorie.
Lysinstallationen er designet af Light Bureau i samarbejde med By & Havn og Københavns Kommune og er en kreativ løsning, der tager udgangspunkt i fire helt almindelige gadelamper.

Orientkaj
Heste, rumraketter og stjerner
"Holy moly, det her er smukt! Jeg spår metrostoppet på Mozarts Plads en tilværelse som turistattraktion."
Sådan lød det, da Politikens begejstrede anmelder gav vægmaleriet på Mozarts Plads seks hjerter. Det enorme vægmaleri er med sine fantastiske farver, finurlige figurer og tusindvis af små detaljer også så fascinerende, at det er svært at slippe igen.
Vægmaleriet er malet af den lokale kunstner Christian Schmidt-Rasmussen.

Mozarts Plads

Cityringens flotte farveskift
Har du rejst med Cityringen, har du måske bemærket, hvordan farverne på stationerne ændrer sig undervejs – og det er der en god grund til. Hver station afspejler nemlig bybilledet over jorden, så det er nemt at følge med i, hvor du er på rejsen.
For eksempel er København H, Østerport og Nørrebro indrettet i varme røde nuancer, der signalerer, at her kan du skifte til S-tog, mens de grønne fliser på Frederiksberg Allé er inspireret af alléens mange lindetræer, og det sorte look på Rådhuspladsen refererer til det sprudlende natteliv.
Kom tættere på solen og månen
På København Syd har kunstner Henrik Plenge Jakobsen skabt et stort astronomisk ur, der viser et præcist billede af solen, månen og planeternes aktuelle position over stationen.
Ud over det astronomiske ur giver kunstværket dig også følelsen af at bevæge dig gennem himmelrummet. I takt med at du kører ned af rulletrapperne, ændrer baggrunden sig langsomt i syv forskellige nuancer fra lys himmelblå til dyb midnatsblå. Læs mere om kunstværket her

København Syd
Andre kunstoplevelser
Kunstoplevelser i cykelkælderen. Tager du Metroen til Forum eller Kongens Nytorv, kan du også tage et smut ned i cykelkælderen og få en stor oplevelse.

Forum
Vadehavet er rykket ned under Forum, hvor cykelkælderen er tapetseret med panoramafotos fra det vestjyske klitlandskab, der er udråbt til en del af hele verdens naturarv. Kunstneren bag er fotograf Anne Prytz Schaldemose.
Oplevelser med Metroen
Fik du også set?

Timm Vladimir: ”Nørrebro har den fedeste københavner-feeling”
Mit København: Timm Vladimir elsker den særlige stemning på Nørrebro, diversiteten og de små caféer og vintagebutikker – og åbner snart sin egen kaffe- og cocktailbar i den spraglede bydel.

Guide: Det skal du opleve på en regnvejrsdag i København
Dryp, dryp, dryp. Vi slipper ikke for lidt regnvejr indimellem, men byen er heldigvis fuld af hyggelige oplevelser med tag over hovedet – og Metroen får dig tørskoet frem.

Ericka Jane: ”Når byen fester med mig – så ved jeg, den er min”
Mit København: Sangerinden Ericka Jane elsker at danse gennem natten med sine veninder – fra ét dansegulv til et andet.