
5 tips: Det kan du opleve, hvis du står af Metroen på Enghave Brygge
Tip! Inden du smutter ud for at opleve Enghave Brygge, kan du gå på opdagelse i Pernille With Madsens glitrende lysværker og abstrakte relieffer på stationen. Læs mere om kunstværkerne
Snup en bid af Italien
Drømmer du om autentisk italiensk pasta, ost, olivenolie, salami, is og vin, skal du svinge forbi specialkøbmanden Supermarco. Butikken er Danmarks største importør af italienske specialiteter, og får hurtigt tænderne til at løbe i vand.
Ud over at købe masser af lækkerier med hjem, kan du også snuppe en sprød panini og en kold Birra Amarcord i den hyggelige café.

Supermaco
Kast snøren ud
På Engholmene er det tilladt at fiske med stang ud mod kanalen, og her er mange gode steder, hvor du kan slå dig ned med stang og fiskeblink. Hele området er populært blandt lystfiskere, fordi Slusen ved Sydhavnen genererer en stærk strøm, så den tiltrækker havørred året rundt. Du kan også fange makrel, hornfisk og ulk.
Uanset om du fanger noget eller ej, er det en dejlig måde at komme ned i gear på. Husk, at lystfiskeri kræver gyldigt fisketegn, som du nemt kan købe online.

Havneløbet
Københavns mindste vin- og ølbar
Du kan ikke undgå at blive draget af den smukke hvide kirkeagtige bygning, der ligger helt ud til havnen på Engholmene. Det er Anløbet, nok Københavns mindste vin- og ølbar, hvor du til gengæld kan sidde og nyde et glas direkte ud til vandet.
Det fine hus blev bygget i 1923 og var oprindeligt pumpestation for Københavns vandforsyning og gemmer på masser af skrøner og røverhistorier, som du kan få serveret sammen med dine kolde drikke.

Anløbet
Tag på minicruise i havnen
På Enghave Brygge kan du hoppe ombord på havnebussen og opleve byen fra vandsiden.
Havnebussen sejler fra Engholmene og hele vejen til Refshaleøen i den anden ende, hvor den undervejs gør stop på begge sider af kanalen. Du kan fx hoppe af på vejen og opleve Den Sorte Diamant, drikke en øl i Nyhavn eller spise en is på Islands Brygge.

Havnebussen i Anløbet
Prøv skolens store legeplads
Skolen i Sydhavnen har vundet internationale priser for sit flotte arkitektoniske udtryk – og udeområderne matcher perfekt med en stor legeplads, hvor ungerne kan klatre, gynge, rutsje og spille alverdens former for boldspil.
Her er også masser af små hyggekroge, hvis nogle forældre skulle have lyst til bare at sidde stille et øjeblik. Legepladsen er åben for alle uden for skolens åbningstider.

Skolen i Sydhavnen
Oplevelser med Metroen
Fik du også set?

Timm Vladimir: ”Nørrebro har den fedeste københavner-feeling”
Mit København: Timm Vladimir elsker den særlige stemning på Nørrebro, diversiteten og de små caféer og vintagebutikker – og åbner snart sin egen kaffe- og cocktailbar i den spraglede bydel.

Guide: Det skal du opleve på en regnvejrsdag i København
Dryp, dryp, dryp. Vi slipper ikke for lidt regnvejr indimellem, men byen er heldigvis fuld af hyggelige oplevelser med tag over hovedet – og Metroen får dig tørskoet frem.

Ericka Jane: ”Når byen fester med mig – så ved jeg, den er min”
Mit København: Sangerinden Ericka Jane elsker at danse gennem natten med sine veninder – fra ét dansegulv til et andet.