Gangtunnel mellem metroen og Østerport St.

Vi bygger en underjordisk gennemgang, der forbinder den kommende metrostation og Østerport Station.

Østerport bliver en stor omstigningsstation mellem metro, regionaltog, S-tog og bus. Vi bygger derfor en gangtunnel, så det bliver nemt at skifte mellem metroen og de øvrige transportmidler.

Arbejdet foregår på byggepladsen ved Østbanegade. Det stykke af gangtunnelen, der ligger tættest på metrostationen, er allerede etableret.

I første omgang etablerer vi en midlertidig trappe, der forbinder gangtunnelen fra metrostationen til fortovet foran Østerport Station. Denne midlertidige udgang fra metrostationen vil stå færdig til Cityringens åbning i slutningen af september 2019.

Efterfølgende fortsætter vi med at bygge den permanente løsning. Her forlænges gangtunnelen hen til hjørnet af stationsbygningen for Østerport Station, hvor trappen kommer op. Den permanente løsning forventes færdig i foråret 2020.

Mens arbejdet med gangtunnelen står på, vil Østbanegade være lukket for biler ved Oslo Plads. I denne periode kan man i stedet køre ind til området via Kristianiagade.