Sidste fase af metrobyggeriet

Vi er i gang med sidste fase af metrobyggeriet, hvor vi indretter stationen under og over jorden. Samtidig testkøres metrotogene i tunnelerne.

I denne fase beklæder vi stationsrummet med fliser og installerer lys- og lydanlæg samt billetautomater og rejsekortstandere. Vi installerer kort sagt alle synlige elementer i stationen og tester, at de fungerer.

Stationspladsen bliver indrettet med bænke, belysning, cykelstativer og alle de øvrige elementer, der vil være en del af stationspladsen.

Samtidig etablerer vi ny brolægning på hele Gammel Strand. Brolægningen foregår i etaper, og der vil være spærret for gennemkørsel ved arbejdsområderne. Fodgængere og cyklister kan passere under hele forløbet, men fortovet vil være indsnævret på det stykke, hvor vi arbejder.