Sluseholmen Station tager form

16. februar 2023

Tager man et kig ned under overfladen og ind i stationsrummet på Sluseholmen, fornemmer man det straks – en summen af liv og aktivitet. Ikke som på en travl metrostation, men et mylder af folk i gult og orange arbejdstøj, som alle med hver deres opgave arbejder målrettet på at levere en ny station til byens metronet i 2024.

Kabler og rør i lige linjer og bløde buer
Næsten lige meget hvor man kigger hen er der rør, kabler, ventilation, teknik og elektronik at se, og selvom det kan se uoverskueligt ud med de mange hundrede meter kabler og rør der skal trækkes, så er det hele et velorganiseret puslespil. Et puslespil, som hver dag kræver stor præcision og stor koordinering af de mange medarbejdere, som bygger metroen

Rulletrapperne tager dig hurtigt videre
Ét af de stationselementer, som får det hele til at ligne en rigtig metrostation, er rulletrapperne. De rulletrapper, som vi alle sammen er vant til at træde ud på for at lade os transportere sikkert ned under jorden og hurtigt videre. På Sluseholmen er installationen af rulletrapperne i fuld gang her i starten af det nye år.

For nylig fulgte vi én af rulletrappeleverancerne, hvor en svævende rulletrappe fandt vej gennem nåleøjet – nemlig et ovenlysvindue – og ned i stationsrummet, hvor de om et par år skal fragte københavnerne og byens besøgende til og fra Sluseholmens metrostation. Se med her, hvordan det gik for sig.