Mozarts Plads Station tager form

16. februar 2023

Tager man et kig ned under overfladen og ind i stationsrummet på Mozarts Plads, fornemmer man det straks – en summen af liv og aktivitet. Ikke som på en travl metrostation, men et mylder af folk i gult og orange arbejdstøj, som alle med hver deres opgave arbejder målrettet på at levere en ny station til byens metronet i 2024.

Ventilationen er et kunstværk i sig selv
Næsten lige meget hvor man kigger hen er der rør, kabler, ventilation, teknik og elektronik at se, og selvom det kan se uoverskueligt ud med de mange hundrede meter kabler og rør der skal trækkes, så er det hele et velorganiseret puslespil. Et puslespil, som hver dag kræver stor præcision og stor koordinering af de mange medarbejdere, som bygger metroen. 

Med det rette blik kan sådan et ventilationsanlæg næsten ligne et kunstværk i sig selv, som du kan se på billederne her nedenfor. Vægbeklædningen i trappeområderne og på gangarealerne er også på vej op i de her uger, og senere i år venter også vægbeklædningen i stationsrummet, som på Mozarts Plads er værket ”Ud af barndommen” af den lokale kunstner, Christian Schmidt-Rasmussen.

Rulletrapperne tager dig hurtigt videre
Ét af de stationselementer, som får det hele til at ligne en rigtig metrostation, er rulletrapperne. De rulletrapper, som vi alle sammen er vant til at træde ud på for at lade os transportere sikkert ned under jorden og hurtigt videre. Det nye år var kun et par uger gammelt, da rulletrapperne flyttede ind på Mozarts Plads, så den del af stationen minder snart meget om en rigtig metrostation.

Vidste du i øvrigt, at rulletrapperne går helt op til gadeplan på M4 Sydhavn, og at de nogle steder bliver hejst ned igennem ovenlysvinduerne på stationen? Se med her, hvordan det gik for sig, da vi for nylig fik leveret rulletrapper til en af de andre stationer på M4 Sydhavn, nemlig nabostationen Sluseholmen.