Mandag åbner M3 Cityringen igen

26. januar 2020

Testkørslen på M4 Nordhavn og sammenkoblingen til M3 Cityringen er forløbet planmæssigt. Natten til mandag den 27. januar åbner M3 Cityringen igen.

Siden den 12. januar har M3 Cityringen været lukket for passagerer for at sikre en god start på testkørslen på M4, som deler system og tog med M3 – samt spor og stationer på strækningen fra Østerport til København H.

Siden den 12. januar har der på M3 Cityringens strækning været indsat metrobusser, men fra natten til mandag den 27. januar er det igen muligt at stige på metroen på M3s i alt 17 stationer.

”Vores arbejde er at sikre vores passagerer god og rettidig offentlig transport, så det gjorde selvfølgelig ondt, at vi måtte lukke en hel linje i to uger. Heldigvis sker den slags yderst sjældent, og i det her tilfælde har det været for at kunne blive klar til at koble endnu en metrolinje på vores system. Arbejdet med at teste og koble M4 sammen med M3 er gået efter planen, så vi er klar til at byde vores passagerer tilbage på M3 Cityringen i løbet af natten til mandag. Mange tak til alle vores passagerer for den store forståelse og tålmodighed vi er blevet mødt med under arbejdet med testkørslen,” siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet.

M4 Nordhavn åbner lørdag den 28. marts. Frem mod åbningen vil de sidste justeringer og installationer finde sted, så myndighederne kan give tilladelse til, at linjen kan åbne for passagerer.


Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.