Kranerne knejser over metrobyggeriet

14. maj 2020

På metrobyggepladserne står tårnkranerne stolt og kigger ud over byggeriet. De er helt uundværlige i arbejdet på de underjordiske metrostationer.

Arbejdet på de kommende metrostationer i Sydhavn ville have meget trange kår, hvis det ikke var for tårnkranerne. De høje kraner er essentielle, når der skal sænkes materialer og maskiner ned til bunden af stationsrummene.

Kranerne er designet til at klare meget tunge løft og kan hver især klare løft på op mod 20-25 ton. Der er derfor også et tæt samarbejde mellem kranfører og kranhjælper, når der bliver hejst materiale op og ned i skakten.

Op mod 46 meter høje
Hver af metrobyggepladserne i Sydhavn har en tårnkran – dog undtagen Enghave Brygge, der har hele tre styks. Her er der ekstra mange aktiviteter, da byggepladsen også fungerer som tunnelarbejdsplads, og det kræver selvfølgelig ekstra mange tårnkræfter.

Metrokranerne har forskellige højder. De fleste af dem er mellem 24 og 31 meter høje, men to kraner skiller sig ud. Den mindste er på 18 meter, mens den højeste er på 46 meter, og begge kraner står på Enghave Brygge. Og så har kranerne i øvrigt en ret lang rækkevidde. Mellem 40 og 60 meter kan de nå ud, og det er nødvendigt, da hvert stationsrum er mindst 60 meter langt.

De store tårnkraner forsvinder fra metrobyggepladserne, når de store betonstøbninger i stationsrummene er ovre, for det resterende løftearbejde klares med mindre mobilkraner. Vi forventer, at den sidste tårnkran forsvinder i løbet af vinteren 2021/2022.