Kom med til Copenhagen Pride Week 2019

2. august 2019

København trækker i regnbueklæderne, når Pride Week indtager hovedstaden. Kom med til en uge spækket med frihedskamp og festivitas.

Når regnbueflagene og de glitrende udklædninger lyser op i de københavnske gader, ved man, at det er Pride Week. Hvert år forvandles Rådhuspladsen i Indre By til Pride Square som centrum for festivalen, der hylder mangfoldigheden og kærligheden mellem mennesker. I dagstimerne kan du blive klogere på LGBTQIA-miljøet og menneskerettighederne gennem spændende debatter, seminarer og workshops, og når mørket falder på, starter festen på Pride Square, hvor der afholdes koncerter hele ugen.

Rådhuspladsen omdannes til Pride Square, som agerer centrum for mangfoldighedsfestivalen. Foto: Copenhagen Pride

Følg paraden fra Frederiksberg Rådhus til Pride Square
Et af højdepunkterne i Pride Week er uden tvivl den årlige parade. På den sidste dag af festivalen (lørdag d. 17. august kl. 13:00) samles tusinder af mennesker i et optog, der starter ved Frederiksberg Rådhus og slutter på Pride Square (Rådhuspladsen). Paradens rute er 3,3 kilometer lang og brolagt med festende mennesker i alle regnbuens farver. Når optoget når til Rådhuspladsen, starter det sidste, store show, som markerer afslutningen på Pride-ugen.

Den store parade fra Frederiksberg Rådhus til Pride Square maler hovedstaden regnbuefarvet. Foto: Copenhagen Pride

København bliver værter for World Pride i 2021
Om få år bliver København værtsby for det største Pride-arrangement set på dansk jord, når World Pride kommer til hovedstaden i 2021. Sammen med Malmø skal København danne rammen om det store event, der inviterer hele verden til mangfoldighedsfest, og arrangørerne bag forventer mere end 60.000 deltagere i paraden og yderligere 500.000, som kigger på. Du kan læse meget mere om World Pride i 2021 her.