Ikonisk graffitiværk genopstår på metrohegnet i Sydhavn

14. september 2018

Et knap 500 meter langt graffitiværk bliver i dag indviet på metrohegnet ved Enghave Brygge, hvor byggeriet af den nye metrolinje til Sydhavn snart går i gang. Kunstnerne bag værket betegner det som Europas længste sammenhængende graffitiværk.

Om kort tid går byggeriet af den nye metrolinje til Sydhavn i gang. Det betyder, at der sættes grønne byggepladshegn op, hvor de fem kommende stationer skal ligge. Hegnene vil blive udsmykket som på Cityringen, hvor flere end 700 værker har skabt nye byrum i løbet af de seneste års metrobyggeri i hovedstaden.

 

”De sidste mange års kunstneriske bidrag og kunstinstallationer på metrohegnene har været et fantastisk bidrag til byens rum. Nu fortsætter metrobyggeriet i Københavns Sydhavn, og der er heldigvis stadig galleri på byggepladshegnene. Mure, vægge og hegn er normalt det, der stopper, bremser og lukker ude og inde. Hegnene omkring metrobyggeriet har selvfølgelig en sikkerhedsmæssig funktion, men det er samtidig et kæmpe lærred, der åbner op for mere kunst i byens rum”, siger Københavns Kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld.

 

Ved Enghave Brygge holdes i dag fernisering for det længste og største værk, der hidtil har prydet metrohegnet. ”Evolution part 2”, som værket hedder, strækker sig over knap 500 meter hegn, og det bliver af kunstnerne bag betegnet som Europas længste sammenhængende graffitiværk. Værket er en nyskabelse og en videreførelse af et tidligere evolutionsværk på den gamle graffitimur ”Hall of Fame” ved Enghave Brygge, der blev revet ned i 2016 for at give plads til byudvikling.

 

”Når man siger ordet graffiti, så er der selvfølgelig altid nogen, der finder nejhatten frem. Men de bør tage ud at se Evolution 2. Kunst skal være tankevækkende. Og her slipper vi den kunstneriske frihed løs på en stor demokratisk væg, fordi det er kunst for alle københavnere. Også for dem, som ikke plejer at gå på galleri eller opsøger billedkunsten”, siger Niko Grünfeld.

 

Den gamle ”Hall of Fame” graffitivæg var 170 meter lang og er blevet beskrevet som et mesterværk inden for gadekunst. Evolutionsværket fik lov at stå uberørt på muren i 17 år. Det er nogle af de samme graffitikunstnere, der med hjælp fra 10 yderligere graffitikunstnere, har vækket værket til live på metrohegnet og malet universets historie fra The Big Bang og helt ud i fremtiden.

 

”Vi gik fra 170 meter til 470 meter, og de gamle fire kapitler blev til 12 nye kapitler, hvor vi fortæller brudstykker fra universets skabelse og ud i fremtiden. Mange kommer forbi og bliver begejstrede over, at der er kommet et nyt værk. Folk går nærmest tur i værket. Det adskiller sig fra alt andet, jeg har lavet før. Det er et engagerende værk, som får folk til at tale sammen – uanset alder”, fortæller Peter Skensved, som er en af kunstnerne bag værket.

 

Fakta om Evolution 2

  • Siden slutningen af 1990’erne har en gammel mur fra et kullager på Enghave Brygge fungeret som lærred for graffitikunstnere fra ind- og udland.

  • Muren blev kaldt ”Hall of Fame” og blev revet ned i 2016 for at gøre plads til byudvikling. Muren stod, hvor metrobyggepladsen er i dag.

  • Udsmykningen på muren skiftede, men ét værk fik lov at stå uberørt i 17 år: Et 170 meter langt evolutionsværk malet af graffitikunstnere.

  • Metroselskabet har indgået et samarbejde med de graffitikunstnere, som stod bag det gamle evolutionsværk. Henover sommeren har de genopført og videreudviklet deres værk.

  • I alt har 14 graffitikunstnere fra ind- og udland bidraget til værket.

  • ”Evolution 2” på metrohegnet er 470 meter langt og viser 12 nedslag i evolutionshistorien fra før The Big Bang og helt ud i fremtiden.

  • Værket er finansieret i et samarbejde mellem Metroselskabet, Coop og Flügger Maling.

 

Fakta om Sydhavnsmetroen

  • Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af fem nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i 2024.

  • De fem stationer bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i nord ind over City og videre til Sydhavn.

  • Sydhavnsstrækningen bliver 4,5 km lang, og ca. 29.000 passagerer forventes at bruge metroen dagligt på de fem stationer i 2035. Det svarer til 9 mio. passagerer om året.

  • Med metroen til Sydhavn får de mange pendlere let og hurtig adgang til metronettet fra det nye trafikale knudepunkt Ny Ellebjerg Station.

  • Enghave Brygge er den første byggeplads, der indrettes, og det er herfra, tunnelboremaskinerne senere sættes i jorden.

 

 

Yderligere information:

Metroselskabets kommunikationsafdeling: Mail: presse@m.dk / Telefon: 72 42 49 01