Byggeriet af Sydhavnsmetroen er skudt i gang

8. november 2018

I dag gik arbejdet med at anlægge den nye metrolinje til Sydhavn officielt i gang, da første spadestik blev taget på byggepladsen på Enghave Brygge. Sydhavnsmetroen åbner i 2024 og ventes at få 9 millioner passagerer om året.

De grønne metrohegn er allerede skudt op flere steder i Sydhavn, og med det officielle startskud, der i dag blev markeret på byggepladsen på Enghave Brygge, går byggeriet af de 5 nye metrostationer nu for alvor i gang. 

 

”Med den nye metrolinje til Sydhavnen binder vi København bedre sammen med et stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet. Københavnerne får bedre muligheder for at komme hurtigere rundt i byen, og med udvidelsen af metronettet mindsker vi også trængslen på det eksisterende kollektive trafiknet. Ny Ellebjerg bliver hovedstadens nye trafikale knudepunkt, hvor pendlerne får en nemmere adgang til metronettet og dermed resten af København”, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

 

Ministeren tog det første spadestik til den nye metrolinje til Sydhavn sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, på byggepladsen på Enghave Brygge, hvor tunnelboremaskinerne senere sænkes i jorden og starter det komplicerede arbejde med at bore tunnelerne til den kommende Sydhavnsmetro.

 

København udvikler sig og vokser med 10.000 nye indbyggere om året. Med Sydhavnsmetroen bliver den sydlige del af København koblet på metronettet, hvilket vil give et kolossalt løft af den kollektive trafik i området. Den nye metrolinje vil gøre det nemmere og hurtigere at komme til og fra Sydhavn og rundt i resten af byen. Samtidig vil metroen være med til at løfte det gamle Sydhavn, så det bliver endnu mere attraktivt at bosætte sig i hele Sydhavnen,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen.

 

Sydhavnsmetroen består af 5 underjordiske stationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg, hvor det bliver let for passagererne at skifte til bus, regional- og S-tog. Dermed vil togpassagererne blive fordelt til Metroen i et system, som ligner det, der findes i flere europæiske storbyer.

 

Styrket fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø

På Sydhavnsprojektet arbejder Metroselskabet målrettet for at styrke indsatsen på arbejdsmiljøområdet bl.a. med udgangspunkt i erfaringerne fra Cityringen. Men der er også taget nye initiativer, der skal sikre en målrettet og ambitiøs indsats, som ikke blot har til hensigt at skabe resultater på metrobyggeriet, men som forhåbentligt kan være med til at sætte nye standarder i bygge- og anlægsbranchen.

 

”Når man bygger mere metro i en eksisterende storby stiller det store krav til omgivelserne. Men vi stiller også krav til os selv. På Sydhavnsmetroen sætter vi nye standarder for sikkerheden. Vi mener det alvorligt. Vi vil ikke have, at nogen kommer til skade på vores projekter. Alle skal kunne arbejde sikkert. Det er et ambitiøst mål. Men ikke desto mindre et mål, vi tror på og arbejder målrettet for at nå”, siger Metroselskabets bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen.

 

På den kommende metrolinje til Sydhavn rykker kunsten ned i selve stationsrummet og bliver en integreret del af arkitekturen takket været fondsmidler fra Villum Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond. Det er første gang, at kunsten tænkes ind i byggeriet helt fra starten, og Statens Kunstfond har udvalgt de fem kunstnere, som skal skabe værkerne til metrostationerne.

 

Fakta om Sydhavnsmetroen

  • Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af 5 nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i 2024.

  • Stationerne bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City og videre til Sydhavn.

  • Sydhavnsstrækningen bliver 4,5 km lang, og ca. 29.000 passagerer forventes at bruge metroen dagligt på de 5 stationer i 2035. Det svarer til 9 millioner passagerer om året.

  • Med metroen til Sydhavn får de mange pendlere let og hurtig adgang til metronettet fra det nye trafikale knudepunkt Ny Ellebjerg Station.

  • Enghave Brygge er den første byggeplads, der indrettes, og det er herfra, tunnelboremaskinerne senere sættes i jorden.

  • Det tysk-franske konsortium TUNN3L JV, som består af selskaberne Hochtief og Vinci, skal anlægge to gange 4,5 kilometer tunneler samt de fem underjordiske metrostationer.

  • Østrigske Rhomberg og portugisiske EFACEC skal anlægge spor, skinner og teknik, mens Ansaldo STS leverer tog og transportsystem til Sydhavnsmetroen.

 

 

Yderligere information:

Metroselskabets kommunikationsafdeling: Mail: presse@m.dk / Telefon: 72 42 49 01