
Snedronningen: "Der findes en fredfyldt og utrolig smuk oase midt i byen"
Nadia Skriver Rosenby, 39, uddannet balletdanser fra Den Kongelige Balletskole, aktuel i Tivolis juleforestilling Snedronningen. Bor i Søborg med sin mand og to børn.
1. Hvornår føles København mest som din by?
”Når jeg har min daglige gang i byen i forbindelse med juleforestillingen i Tivoli, så føler jeg virkelig, at København er min by. Jeg elsker at komme ind i Tivoli, se alle julelysene og bare føle mig hjemme. De sidste par år har jeg skruet ned for min dansekarriere, så juleforestillingen er den eneste, jeg medvirker i. Det gør de to måneder om året til noget helt særligt.”
Jeg har en juletradition med mine børn, hvor jeg i løbet af december holder en fridag med dem hver, hvor vi besøger alle de julemarkeder, vi møder, mens vi går fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv.”

Nadia Skriver Rosenby som Snedronningen
2. Hvilket sted i byen vender du altid tilbage til?
”Jeg vender altid tilbage til den her lille franske pandekagerestaurant, La Galette, der ligger i en lille baggård i Indre By. Den er ejet af en franskmand, menuen står på fransk, og de har en lækker fransk cider – det hele er super autentisk. Jeg elsker deres madpandekager, der er lavet på boghvedemel, og så er der også altid plads til en af de lækre dessertpandekager. Vi har en fast tradition om, at vi altid spiser aftensmad der på min fødselsdag.”

Restaurant La Galette
3. Hvad er dit bedste tip til en unik juleoplevelse i København?
”Mit bedste tip er selvfølgelig at tage ind i Tivolis Koncertsal og se Snedronningen. Ellers har jeg en tradition med mine børn, hvor jeg i løbet af december holder en fridag med dem hver, hvor vi går en tur ned gennem Strøget og går ind på alle de julemarkeder, vi møder på vejen. Det er virkelig hyggeligt. De elsker at kigge på den smukke håndlavede julepynt, duften af æbleskiver, varm kakao og brændte mandler og alle de flotte lys.”

Julemarked i København
Med Mit København tager vi dig med på en overraskende rejse gennem byen, hvor kendte københavnere og lokale legender deler deres skjulte perler.
4. Hvilken skjult perle i byen er næsten for god til at dele?
"Jeg ved ikke, hvor skjult den er, men jeg elsker Glyptotekets Have. Jeg har brugt den rigtig meget i pauser mellem forestillinger. Det er en fredfyldt og utrolig smuk oase midt i byen, hvor det er hyggeligt at følge med i årstidernes skiften. Der står også en skræmmende statue af en djævle-trold, som jeg altid har været meget betaget af i forbindelse med mit arbejde med eventyr. Haven ligger på bagsiden af Glyptoteket og er åben for alle."
Mød flere kendte ansigter
Tilmeld dig vores inspirationsmail og få tips til kendte københavneres yndlingssteder i byen.
5. Hvilken metrostation er din favorit?
”Det er svært at vælge én, men jeg tror, det må være Kongens Nytorv. Jeg er jo nærmest født og opvokset på Det Kongelige Teater, så Kongens Nytorv har altid spillet en stor rolle for mig.”

Kongens Nytorv
Oplevelser med Metroen
Få flere tips til byen i Mit København