Mellem linjerne: ”Jeg vil være med, hvor der sker noget.”

Oprettet: 1. oktober 2025Video udbyder 2 min.
Eva Paaske, 72 år, bor i Bagsværd – fanget på M3 M4 Gammel Strand.

Hver dag rejser tusindvis af mennesker med Metroen, og bag hvert ansigt gemmer sig en historie. Mellem linjerne folder disse historier ud i en serie af korte portrætter.

Jeg er lige blevet oldemor. Det er herligt at være oldemor – men også mærkeligt. En oldemor er jo en gammel dame, og jeg synes ikke, at jeg er en gammel dame. Min mor er blevet tipoldemor. 

Jeg har en kat, som ingen andre end mig kan lide. De siger, at det er en dræberkat. 

Jeg har været pensionist siden 2019. Før jeg blev pensioneret, arbejdede jeg som apotekerassistent og er i dag lidt af en vitaminhund. Jeg elsker vitaminer. 

Jeg har solgt Tupperware i 27 år. Tidligere i år gik virksomheden konkurs i Norden, og siden har jeg solgt ud af det, jeg har liggende. 

Jeg er også medlem af Blixenklubben, som er en dameklub i Gladsaxe Kommune for aktive damer over 60 år. Vi mødes hver 14. dag til forskellige foredrag og udflugter. 

Jeg laver mange ting og kan ikke holde mig tilbage. Jeg vil være med, hvor der sker noget. 

Gammel Strand

Eva, 72 år

Foto: Mai Trosborg Rasmussen