DIN SIKKERHED ER VIGTIG FOR OS!

Din sikkerhed er vigtig for os. Derfor vil vi gerne informere dig om vores politik for beskyttelse af personlige oplysninger. Her kan du læse om, hvordan vi behandler de personlige oplysninger, du måtte have givet til os. Du kan læse vores Politik om beskyttelse af personlige oplysninger her​

Du kan læse vores Politik om beskyttelse af personlige oplysninger her​ LUK

12. marts 2018

Nu går byggeriet af Sydhavnsmetroen i gang

Kontrakterne på Sydhavnsmetroen er netop blevet underskrevet, så nu kan der tages fat på anlægsarbejdet. Den første byggeplads, der indrettes, bliver Enghave Brygge, hvorfra tunnelboremaskinerne senere sættes i jorden.

Metroselskabets ejerkreds har nu givet grønt lys til, at Sydhavnsmetroen kan anlægges. I løbet af foråret vil tunnelbyggepladsen på Enghave Brygge blive indrettet, og herefter følger yderligere fem byggepladser.

 

”Med Sydhavnsmetroen får vi skabt et nyt trafikalt knudepunkt i Ny Ellebjerg, som kan aflaste København H. Når Sydhavnsmetroen er klar, kan de mange pendlere og øvrige rejsende til København fra syd og vest med fordel skifte til bus, metro eller S-tog på Ny Ellebjerg, så de nemmere og hurtigere kan komme frem til den ønskede destination. Det vil også medføre et stort løft for de nye boligkvarterer langs havnen,” siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

 

Sydhavnsmetroen er en forlængelse af linjen M4, som går fra Orientkaj i nord ind over City og videre til Sydhavn. Sydhavnsmetroen får i alt fem stationer, og den strækker sig fra Fisketorvet ind over de nye byudviklingsområder langs havnen til det ældre arbejderkvarter ved Mozarts Plads for at ende i den sydlige del af Valby ved stationen Ny Ellebjerg.

 

”Det bliver fantastisk for København at få bundet den sydlige del af byen på metronettet. Det vil give et kolossalt løft af infrastrukturen at få koblet de nye kvarterer langs havnen og det gamle Sydhavn på metronettet. Det bliver nemmere og hurtigere at komme til og fra Sydhavn,” siger Københavns Overborgmester Frank Jensen.

 

Læs mere om Sydhavnsmetroen her

 

Fakta om Sydhavnsmetroen
I februar 2015 vedtog Folketinget, at der skal bygges metro til Sydhavn. Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af fem nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i 2024.

De fem stationer bliver en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i nord ind over City og videre til Sydhavn. Den nye metrolinje til Sydhavn bliver 4,5 km lang, og den ventes at give yderligere 53.000 daglige passagerer i det samlede metrosystem i 2035. Det svarer til 16 mio. passagerer om året. Alene på de fem metrostationer forventes 29.000 passagerer hver dag at bruge metroen. Det svarer til 9 mio. passagerer om året.

Den kommende Sydhavnsmetro vil bestå af fem underjordiske stationer; Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg, hvor det bliver let at skifte til bus, regional- og S-tog.

Alle fem metrostationer får egne selvstændige kunstinstallationer takket været fondsmidler fra Villum Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.
Stationerne vil blive anlagt med rulletrapper til gadeplan og med to elevatorer pr. station.

Anlægsbudgettet, som er indeholdt i principaftalen af juni 2014, er på 9, 1 mia. kr. i 2017-priser inkl. 30 pct. korrektionsreserve. Tilbagebetalingstidspunktet for Metroselskabets gæld er ifølge langtidsbudgettet 2065.

 

Sydhavnsmetroen vil blive anlagt af det tyske franske konsortium TUNN3L JV, som består af selskaberne HOCHTIEF Infrastructure GmbH og VINCI Construction Grands Projets.

Østrigske Rhomberg Bahntechnik GmbH og portugisiske EFACEC Engenharia e Sistemas, S.A., skal anlægge spor, skinner og teknik.    

 

 

Yderligere information:

Metroselskabets kommunikationsafdeling: Mail: presse@m.dk / Telefon: 72 42 49 01