DIN SIKKERHED ER VIGTIG FOR OS!

Din sikkerhed er vigtig for os. Derfor vil vi gerne informere dig om vores politik for beskyttelse af personlige oplysninger. Her kan du læse om, hvordan vi behandler de personlige oplysninger, du måtte have givet til os. Du kan læse vores Politik om beskyttelse af personlige oplysninger her​

Du kan læse vores Politik om beskyttelse af personlige oplysninger her​ LUK

Hegnspælen 2017 - Se de glade vindere!

Stemmerne er talt op og juryen har voteret. Her er vinderne af Hegnspælen 2017!

I alt stemte over 1000 personer på deres favorit blandt de 10 nominerede udsmykninger. Årets publikumspris gik til ’Hænder’ af Miki Pau Otkjær.

Juryen uddelte Juryprisen til deres favorit blandt de nominerede. Vinderen af Juryprisen blev Frederik Hesseldahl for værket ’Mirror Wave’ på Kongens Nytorv.

Længere nede på siden kan du læse mere om alle de nominerede værker.

Læs mere om Hegnspælen

Jury 2017

Hegnspæl Juryen 2017

Juryen udpeges af Metroselskabet og består af fagfolk indenfor arkitektur, byrum, billedkunst og andre kreative fag. Årets jury 2017 består af:

Trine Ross: Skribent, debattør og kunstanmelder på Politiken
Peter Skensved: Vinder af Publikumsprisen til Hegnspæl 2016
Katrien Verwilt: Metropolis, Københavns Internationale Teater
Rasmus Frisk: Partner i arki_lab
Camilla Gøhler Ryberg: Projektchef i Københavns Kommunes Områdefornyelse i Sydhavnen

Juryen udpeger vinderen af juryprisen til Hegnspælen 2017.

Mirror Wave

Vinder af Juryprisen 2017

af Frederik Hesseldahl
Kongens Nytorv, juni 2017 -

Juryen sagde om værket:

"Vinderværket trækker hele byen ind og forvrænger byen. Der er tale om et værk, som giver anledning til at tage en pause og finde sig selv midt i Københavns smukke arkitektur og hektiske byliv.

Værket reflekterer byen og dens beboere. Det umiddelbare og legende udtryk vækker nysgerrighed både hos turister og københavnere og gør beskueren til en aktiv del af byen og af værket. Juryen fremhævede, at man ikke kan passere værket uden at forholde sig til det. Uanset årstid og vejrforhold formår værket at bevæge byen og skabe nye oplevelser og fortællinger hver eneste gang, man passerer forbi. Værkets format tager ansvar for placeringen og indtager stedet med et foranderligt rum i byrummet.

Værket omfatter mange lag, og juryen stillede da også spørgsmålstegn ved, om der er for mange lag eller om det yderste lag kunne være udført anderledes? Ideen bag værket er nemlig stærk i sig selv. Ikke desto mindre udbrød et medlem af juryen: Det her er en klar vinder!"

Værket ’Mirror Wave’ giver Kongens Nytorv energi, leg og farver, og skaber et lille stykke tivoli midt på den historiske plads. Langt fra kan værkets store penselstrøg, farveeksplosioner og den organiske spejlbølge iagttages som et samlet værk. Tæt på kan du bevæge dig fra side til side, og fortabe dig i dit eget modificerede spejlbillede, som var du i et spejlkabinet. Med værket inddrager Frederik Hesseldahl omgivelserne og sætter kulør og smil på læberne hos både mennesker og bygninger. Værket rækker ud i byrummet og beder om at blive kigget på og rørt ved, af de mange forbipasserende.

Hænder

Vinder af Publikumsprisen 2017

af Miki Pau Otkjær
Nordhavn, marts 2017 -

Byens nye bydel, Nordhavn, vokser frem med høj hastighed. Med Miki Pau Otkjærs værk ’Hænder’ siger det gamle København goddag til den nye bydel. Hegnet i Nordhavn har siden marts 2017 været hjemsted for det 25 meter lange håndtryk, der byder Nordhavn velkommen i byen. Håndtrykket er malet i gråtoner, men som beskuer mangler man ikke farver for at blive indfanget af værket. Håndtrykket er stort nok til at se fra S-toget. Kvaliteten ved værket ligger dog i lige så høj grad i dets detaljerigdom. Tæt på træder fingeraftryk og blodbaner frem, og giver de to hænder liv, puls og nærvær. Den imponerende nøjagtighed er næsten overvældende og gør værket ligeså interessant at opleve tæt på, som langt fra.

#105

af Ida Ferdinand
Gammel Strand, april 2017 -

Gammel Strands 105 meter lange hegn har siden april 2017 budt på en kalejdoskopisk spejling af omgivelserne. I de farverige, drømmende motiver på hegnet, genfinder du ved nærmere eftersyn glimt fra det byrum, du bevæger dig igennem. Ét sted bugter byggekranens hals sig, et andet sted flimrer kanalens vand, og et tredje sted leges der med farverne fra Thorvaldsens Museum. Men Ida Ferdinands værk ’#105’ spejler ikke blot omgivelserne, det er også tilpasset hegnsfladen på en hidtil uset måde. Ved at placere værket på den øverste del af hegnet trækkes himlen ned og giver lys og luft i passagen. Samtidig forstyrres værket ikke af de mange parkerede cykler opad hegnet. I værket forenes det stedsspecifikke og det stedstilpassede i et velkomponeret æstetisk forløb.

By og tid

af Lotte Agger
Marmorkirken, maj 2017 -

En krydsfinerplade er ikke bare en træplade. Med værket ’By og tid’ er krydsfinerpladerne både et praktisk lærred for udendørskunst og et kunstnerisk fundament for fototryk og sart lyseblå og lyserød bejdse, som lader træets årer titte frem under sig. I Lotte Aggers hænder er de selvsamme plader som hegnet er lavet af, blevet til poetiske naturmotiver og geometriske former, der udvider rammerne for, hvad en træplade er og kan. Lotte Agger benytter et originalt greb, der går i dialog med træets – og hegnets – materialitet. Værket udfylder samtidig den store hegnsflade med en lethed, der giver lys og luft i passagen ved Marmorkirken.

Farve Projektioner

af Hans E. Madsen
Kongens Nytorv, oktober 2016 - maj 2017

På Kongens Nytorv kunne du fra oktober 2016 til maj 2017 bevæge dig igennem en farverig lysarkade. Her havde Hans E. Madsen plantet en skov af pangfarvede plexiglasplader, som elegant voksede op over det grønne hegn. Værket indtog byrummet, når pladernes farverige skygger faldt på fortovet og på bygningen langs den smalle passage. Med værket ’Farve projektioner’ fik hegnet et lysværk med solens lys som lyskilde. Værket formåede at få folks blikke til at søge op mod himlen og åbnede derved rummet op.

Flanørens syn

af Filip Andreas Juhl
Marmorkirken, juli 2017 -

På hegnet ved Marmorkirken har du siden juli 2017 kunnet gå op opdagelse i detaljerede motiver fra lokalområdet. I motiverne træder du i Filip Andreas Juhls fodspor, og får en flanørs blik på Indre by. Med sine detaljerede blyantstegninger giver værket ’Flanørens Syn’ hegnet et nyt forfinet udtryk. Tegningerne vækker beskuernes nysgerrighed, for der gemmer sig små ”fejl” eller forvrængninger i nogle af billederne, det være sig en Mærsk container under Stærekassen, nedfaldne murbrokker på Vor Frue Plads eller en tank i gaderne i den gamle middelalderby. De små skæve indslag giver det gamle København et humoristisk og magisk tvist, og samtidig giver det værket en lang oplevelsestid.

Fragmenter

af Den Økologiske Produktionsskole
Nørrebroparken, oktober 2016 -

Elever fra Den Økologiske Produktionsskole har indkapslet Nørrebros særegenhed i værket ’Fragmenter’, som du siden oktober 2016 har kunnet fordybe dig i på hegnet i Nørrebroparken. Her møder du bl.a. Dronning Louises Bro og Nørrebros mange gavlmalerier, men også mere ukendte steder, som kun rigtige kendere kender. Værket giver et indblik i den særlige stemning og de multikulturelle kendetegn, bydelen med stolthed bærer. For nørrebrogenseren er værket en anledning til at genfortrylles af bydelens mange hjørner og finurligheder. For besøgende i bydelen er værket en invitation til at gå på opdagelse. Samarbejdsværket er en velkomponeret og æstetisk hyldest til Nørrebro, det er lokalt forankret og lyser op på hegnet med alle sin røde farver, som en spejling af den Røde Plads blot et stenkast derfra.

Mandala-antropologi

af Christina Bruun Olsson og Ebbe Forup
Krauseparken, juni 2017 -

På hegnet i Krauseparken har du siden juni 2017 kunne få et kig ind bag lynlåsene og ned i lommeulden hos lokale Østerbroborgere. Med værket ’Mandala-antropologi’ udstiller Christina Bruun Olsson og Ebbe Forup nemlig noget så jordnært og privat som folks taskeindhold. Kunstnerne har opstillet indholdet af østerbroernes tasker i mønstre, som gør det hverdagslige til smukke formationer. Gennem store æstetiske fotografier, gør værket brug af et simpelt men virkningsfuldt greb, der både inviterer beskueren ind i en ellers hemmelig intimsfære og samtidig sætter tanker i gang om ens eget taskeindhold, og hvad det mon fortæller om én.

Moving Stripes

af Kristine Mandsberg
Rådhuspladsen, maj 2017 -

Døgnet rundt passerer busser og mennesker non-stop forbi hegnet på Rådhuspladsen. Netop det – transitrummet foran hegnet – går værket ’Moving Stripes’ af Kristine Mandsberg i dialog med. Siden maj 2017 har hegnet således forvandlet sig, når du passerer det. Former og farver træder frem og forsvinder igen. Værket opleves således på én måde, hvis du betragter det forfra, på en anden måde når du tager bussen på arbejde, og på en tredje når du skal hjem igen. Værket udmærker sig med sit legende og farverige udtryk, som samtidig leger med farver og former.

Vrimmel

af Benjamin Noir
Trianglen, april 2017 -

Med værket ’Vrimmel’ har Østerbro fået sin egen miniputby. På mere end 130 kvadratmeter hegn portrætter Benjamin Noir nemlig bydelen og dens beboere. Helt tæt på træder de partikulære bygninger, mennesker og stemninger fra området frem. Ser du imidlertid værket langt fra opleves det som den vrimmel af bygninger og steder, en storby er. Efter flere ugers intenst arbejde ved hegnet på Trianglen, kunne Benjamin i april 2017 sætte sidste streg i det han selv betegner som Danmarks største tegning. Værkets enorme detaljerigdom gør, at beskueren kan blive ved og ved med at gå på opdagelse i tegningen.