Rejs med cykel

Vil du have din cykel med i Metroen, skal du huske at købe en cykelbillet.

En cykelbillet koster 13 kroner og kan købes i billetautomaterne på alle metrostationer. En cykelbillet gælder i 2 timer og 45 minutter i 8 zoner. Du kan også købe en cykelbillet på din mobil, og du kan checke en cykel ind på rejsekortet. DSBs cykelklippekort gælder desuden i metroen – også når rejsen begynder eller alene foretages i metroen. Dette produkt kan dog ikke købes på metrostationerne.

Cykelspærretid
Fra 1. juni til og med 31. august må du gerne have din cykel med i myldretiden. I årets øvrige måneder gælder cykelspærretiden, og det betyder, at du ikke må tage din cykel med i myldretiden – det vil sige alle hverdage mellem kl. 7.00 - 9.00 og igen om eftermiddagen mellem kl. 15.30 - 17.30. Cyklen må ikke befinde sig i metrotoget i de tidsrum, og det er altså ikke nok at være steget på toget inden myldretiden begynder.

Check cyklen ind med rejsekort ved rejsens start
Hvis du fx skal have din cykel med i både S-tog og metro, så kan du checke din cykel ind med rejsekort ved rejsens start. Det koster ikke ekstra, og du undgår at skulle checke en ny rejse ind. Rejser du udelukkende med S-tog, skal du ikke checke din cykel ind.

Du kan også købe en mobilbillet til din cykel eller købe et rejsekort flex til din cykel.

Ladcykler og andre store cycler
Christianiacykler, longjohns, andre ladcykler m.v. må ikke medtages i Metroen.

Foldecykler
Foldecykler, der fylder mindre end 30 x 60 x 100 cm, må gerne medtages i hovedstadens kollektive trafik uden køb af en cykelbillet. Cyklen skal transporteres sammenfoldet under hele rejsen.

Vis hensyn
Er der ikke plads til cyklen i toget, beder vi dig vente på det næste. Husk, at når du har din cykel med, er det på eget ansvar, og du skal selvfølgelig altid tage hensyn til dine medpassagerer. Metro Stewarder kan også uden for spærretiden afvise cykler, hvis der ikke er plads i toget.

Cykelkældre
Du kan naturligvis helt gratis parkere din cykel i de videoovervågede cykelkældre – dem finder du på følgende metrostationer:

  • Vanløse
  • Forum
  • Nørreport
  • Kongens Nytorv
  • Amagerbro
  • Lergravsparken