Arkitektur

Med Cityringen bliver næste generation af metrostationer skabt. Det sker med udgangspunkt i ønsket om ”mere af samme slags”. Du kan se de nye stationer under, på og over jorden lige her.

Det betyder, at de nye stationer bliver anlagt ud fra samme princippet som de eksisterende metrostationer med store åbne stationsrum og nem adgang fra gade til perron. Nedenfor kan du læse mere om stationrummenes udformning. Se hvordan de enkelte stationer vil se ud under jorden.

Du kan også se et bud på hvordan pladserne omkring stationerne vil tage sig ud.

 

Dagslys på stationerne
I de nye stationer vil der blive arbejdet med dagslys, som det allerede kendes fra Metroen. Netop brugen af dagslys i stationsrummet er blevet et særligt kendetegn for den københavnske Metro.

De varige og særlige kvaliteter fra den nuværende Metro såsom oplevelsen af tryghed, overblik og brugen af dagslys bliver fastholdt på de kommende stationer.

Forskellige stationsudtryk
”Mere af samme slags” er dog ikke lig med ”mere magen til”. Vægbeklædningsmaterialer og perronbelægninger vil være nye og anderledes. Der arbejdes desuden på nye udformninger og nye farver til bygningsdele som eksempelvis værn og rulletrapper. Cityringens Metrostationer vil blive mere afvekslende og indbyrdes forskellige i deres udtryk end den eksisterende Metros næsten identiske stationer.