Tunnelboremaskinernes ruter

Cityringens tunneler bores af fire enorme boremaskiner, der arbejder i par. Det skyldes, at der bores to tunneler ved siden af hinanden under anlæggelsen af Cityringen. Boringen af Cityringen er opdelt i disse fire strækninger:

Nørrebroparken til Sønder Boulevard
Tunnelboremaskinerne Nora og Tria har boret strækningen mellem tunnelarbejdspladsen Nørrebroparken og til skaktbyggepladsen Sønder Boulevard. Derefter blev de taget de op af jorden og fragtet på lastbiler til tunnelarbejdspladsen Øster Søgade.

Øster Søgade til Københavns Hovedbanegård
Nora og Tria blev sænket ned i skakten på tunnelbyggepladsen Øster Søgade. Herfra borer de nu til Københavns Hovedbanegård, hvorfra de tages op.

 

Otto Busses Vej til Københavns Hovedbanegård
Det andet sæt boremaskiner, Minerva og Eva, blev sendt afsted fra Otto Busses Vej, hvor Cityringens kontrol- og vedligeholdelsescenter er opført. Herfra borede de sig frem til den kommende metrostation ved Københavns Hovedbanegård. Her blev boremaskinerne taget op af jorden og fragtet på lastbiler til tunnelarbejdspladsen Nørrebroparken.

Nørrebroparken til Øster Søgade
Tunnelboremaskinerne Minerva og Eva blev sat i jorden igen i Nørrebroparken og borer denne gang den modsatte vej til tunnelbyggepladsen Øster Søgade, hvorfra de tages op.

Den udgravede jord
Den jord, tunnelboremaskinerne graver væk, ”skubbes bagud” og transporteres tilbage gennem tunnelen. Jorden hejses op til overfladen ved byggepladserne i Nørrebroparken, Øster Søgade og Otto Busses Vej. Herfra læsses den på lastbiler, der fragter jorden ud til Nordhavn, hvor jorden bliver brugt til at udbygge den nye bydel.

 

Metro til Nordhavn
Der bliver lavet en afgrening på Cityringen, så der også kommer metro til Nordhavn. Tunnelerne på knap 2 kilometer bores fra Nordhavn til tunnelarbejdspladsen Øster Søgade, hvor de forbindes til Cityringen. Nordhavnslinjen får i første omgang en underjordisk metrostation ved Nordhavn St. og en højbanestation ved Orientkaj. Når Nordhavnslinjen åbner, kan du køre mellem Nordhavn og København H uden at skulle skifte tog.

Fakta om tunnelerne og boremaskinerne

• Tunnelerne vil ligge mellem 20 og 30 meter under jorden.

• Cityringen bliver 15,5 kilometer lang.

• Et borehoved på en tunnelboremaskine er cirka 6 meter bredt og cirka 11 meter langt. Det vejer ca. 350 ton.

• Tunnelboremaskinerne borer i gennemsnit 15-20 meter i døgnet og kører i døgndrift.

• Tunnelboremaskinerne bemandes af 10-15 personer.

• Under arbejdet med Cityringen bliver der gravet 3.100.000 ton jord op.