Metroens styresystem

Metroen er førerløs og styres af et fuldautomatisk styresystem. Systemet øger sikkerheden i metroen og minimerer risikoen for menneskelige fejl.

Sikkerhedssystemet overvåger driften og griber ind, hvis der sker fejl. Skulle en funktion sætte ud, vil der altid være en afløser, der slår til, da alle systemets vigtige dele er fordoblede.

Hjørnestenen i den fuldautomatiske drift er det såkaldte ATC-system (Automatic Train Control-system). Systemet består af disse tre delsystemer:

ATS
ATS-systemet (Automatic Train Supervision-system) overvåger status for alle delsystemer og alle tog, der er i drift.
Det sker ved at:

  • styre og koordinere den samlede trafikafvikling
  • vedligeholde en skematisk oversigt over hele linjen til kontrolrummets operatører 
  • give løbende statusinformation for hvert enkelt tog om for eksempel position og hastighed, for stationer, sporskift og andet udstyr på banen
  • vedligeholde lister for alarmer, fejl og andre hændelser for alt udstyr på banen og samtlige processer, der udføres af enten styresystemet eller operatørerne

ATO
ATO-systemet (Automatic Train Operation-system) fungerer som autopilot, der styrer togene efter en fastlagt køreplan.
Det sker ved at:

  • udføre forudprogrammerede standsninger ved stationerne
  • åbne og lukke dørene
  • kontrollere at holdetiden ved stationerne overholdes
  • sætte toget i gang efter ophold ved stationerne

ATP
ATP-systemet (Automatic Train Protection-system) udfører en række funktioner, som sikrer passagerer, personale og materiel mod uheld som for eksempel sammenstød, for høj hastighed, forkert indstillede sporskift og kontrol af lukkede døre inden afgang.

Metroen bruger et blokbaseret ATP-system. Strækningen er derfor inddelt i sporsektioner, hvilket betyder, at der kun kan være ét tog i sektionen ad gangen. Ved stationerne kan togene køre tættere på hinanden, da sporsektionerne her er kortere.

Læs om sikkerheden i metroen