14. oktober 2016

Ny metrotunnel kobler Nordhavn med Cityringen

Tunnelboremaskinen Alice har boret den første tunnelstrækning til den nye metrolinje til Nordhavn, og der er nu hul igennem til Cityringen. Det betyder, at fremtidige passagerer kan komme fra Nordhavn til indre by på under 10 minutter.

Efter at have tilbagelagt 1,8 kilometer under jorden er tunnelboremaskinen Alice brudt igennem til skakten under Sortedams Søen. Dermed er den første metrotunnel til Nordhavn nu boret færdig, og der er direkte forbindelse fra Københavns nye, grønne bydel til Cityringens kommende 17 metrostationer.

”Vi glæder os over, at tunnelboremaskinen Alice har sat punktum for udgravningen af den første metrotunnel til Nordhavn. Om få uger vil søstermaskinen Frida tage fat på at bore ud til den anden tunnel”, siger Metroselskabets tekniske direktør, Erik Skotting.

Når Cityringen og metrolinjen til Nordhavn åbner i 2019, vil passagererne få helt nye muligheder for at komme rundt i København. Med koblingen af Nordhavnslinjen til Cityringen bliver det f.eks. muligt at komme fra metrostationerne i Nordhavn til Rådhuspladsen på under 10 minutter.

”Med metrolinjen til Nordhavn bliver Københavns nye, bæredygtige bydel bundet sammen med resten af hovedstaden. Det betyder, at områdets 40.000 beboere og 40.000 medarbejdere nemt kan komme både ud og hjem og rundt i hele byen. Med tiden vil Nordhavnslinjen også blive forbundet til Sydhavnslinjen – og København får et moderne og sammenhængende metronet, der binder byen sammen på en helt ny måde”, siger Københavns Overborgmester Frank Jensen.

Omkring 11.000 passagerer forventes hver dag at stige på metrostationerne Nordhavn og Orientkaj, når den nye metrolinje åbner. Én af dem er 39-årige Andreas Meier, som har boet i Nordhavn med sin kone og to små børn i halvandet år.

”Vi købte én af de første lejligheder, der blev udbudt til salg i Nordhavn. Og det er klart, at det spillede ind på vores beslutning, at der med tiden kommer til at køre metro lige til døren. Det er fantastisk, at der nu er forbindelse mellem Nordhavnslinjen og Cityringen. Når metroen åbner, kan vi f.eks. komme til lufthavnen på under 20 minutter”, siger Andreas Meier.
 
Med tiden vil Nordhavnslinjen også blive forbundet med den nye metro til Sydhavnen, som efter planen åbner i 2023. Ved at etablere Nordhavnsmetroen i forlængelse af Cityringen er der sparet omkring 300 millioner kroner i forhold til, hvad det ville koste at etablere metrolinjen på et senere tidspunkt. Det skyldes blandt andet, at der allerede er en byggeplads i Sortedams Sø under arbejdet med Cityringen. 

Yderligere information:
Metroselskabets kommunikationsafdeling:
Mail: presse@m.dk / Telefon: 72 42 49 01

Download fotos, luftfotos og kort her: