1. december 2016

Kronprinsen besøger metrobyggeriet

Der var kongeligt besøg på metrobyggeriet, da Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i denne uge besøgte den kommende metrostation ved Marmorkirken. Kronprinsen tog turen 35 meter ned under jorden og gik i tunnelen frem til Kongens Nytorv.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen besøgte i denne uge den kommende metrostation ved Marmorkirken. Kronprinsen iførte sig hjelm og sikkerhedsudstyr og tog turen ned i skakten under jorden, hvorefter han vandrede de knap 700 meter fra sin kommende lokale metrostation frem til næste stop på Kongens Nytorv i den nyborede tunnel.

På det uofficielle besøg var Kronprinsen ledsaget af Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen. Han viste bl.a. sin kongelige gæst, hvordan man ved Marmorkirken har valgt at anlægge stationen med sporene oven på hinanden og ikke på hver side af perronen som på de øvrige stationer. Det betyder, at den kommende metrostation ved Frederiksstaden bliver lige så dyb, som Marmorkirken er høj, nemlig knap 40 meter (uden spir). Dermed bliver den Cityringens dybeste station.

Det er ikke første gang, at Kronprinsen kommer tæt på metroprojektet i København. I 2007 åbnede han den nye metrolinje til Lufthavnen og var med om bord, da det første officielle metrotog kørte fra Kongens Nytorv og direkte til lufthavnen på 14 minutter.

Cityringen kan byde de første passagerer velkommen i sommeren 2019. Til den tid vil 17 nye metrostationer forbinde brokvartererne med Frederiksberg og indre by. Samtidig bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn. I 2020 vil seks af ti af Danmarks travleste stationer således være metrostationer med over 200.000 daglige passagerer. I 2025 vil metroen have 130 millioner passagerer årligt.

Fakta om Kongens Nytorv metrostation

Når Cityringens kommende metrostation åbner på Kongens Nytorv, bliver stationen en af de travleste stationer i Danmark. I dag stiger ca. 22.000 daglige passagerer på metroen ved Kongens Nytorv, mens tallet i 2022 vil være vokset til ca. 70.000 passagerer. Dermed bliver metrostationen Danmarks tredjestørste station. Både på Kongens Nytorv og Frederiksberg metrostation vil passagererne kunne skifte til de eksisterende metrolinjer.

Fakta om Marmorkirken metrostation

Den kommende metrostation ved Marmorkirken bliver knap 40 meter dyb. Det betyder, at den kommende metrostation ved Frederiksstaden bliver lige så dyb, som Marmorkirken er høj, nemlig knap 40 meter (uden spir). Når Cityringen åbner i 2019, vil stationen få 11.000 daglige passagerer, hvilket svarer til passagertallet på stationer som Høje-Taastrup eller Aarhus H. 

Yderligere information:

Metroselskabets kommunikationsafdeling: Mail: presse@m.dk / Telefon: 72 42 49 01


Fotos:

Alle fotos skal krediteres Metroselskabet / Ulrik Jantzen