12. maj 2016

Alice og Frida skal bore metro til Nordhavn

Der kom næsten 1000 forslag til navne på tunnelboremaskinerne i Metroselskabets navnekonkurrence. Et dommerpanel udvalgte to navne til boremaskinerne i Nordhavn, og i dag blev den første maskine døbt.

Freja og Njord fra den nordiske mytologi. Karen og Tove efter Blixen og Ditlevsen. Eller Prop og Berta efter den kendte børnefortælling. Det var alle populære bud fra deltagerne i konkurrencen om at finde navne til de to tunnelboremaskiner, der skal bore tunnelen til den kommende metrolinje til Nordhavn, som er hovedstadens nye bæredygtige bydel.

Det endelige valg faldt dog på to andre navne, nemlig: Alice (Mux) og Frida. Som begrundelse for forslaget lød: ”I Nordhavn ligger Kvindelig Sejlklub, hvis første båd hed Frida, og den ene af de to stiftere tilbage i 1942 var Alice van Wylich-Muxoll, kaldet Mux.”

Lokale maritime navne 

Dommerpanelet lagde i udvælgelsen vægt på navne, der var koblet til Nordhavn, det maritime og det nyskabende.

”Nordhavn har siden sin grundlæggelse i begyndelsen af forrige århundrede altid været omdrejningspunkt for pionérånd og udsyn. Alice van Wylich-Muxoll er én af de mange pionerer, der har sat sit præg på Nordhavn, fordi hun evnede at kombinere glæden ved havet med modet til at gå forrest,” siger Ulla Tofte på vegne af dommerpanelet.

Ulla Tofte er til daglig direktør for Museet for Søfart i Helsingør og deltog i navnekonkurrencens dommerpanel sammen med Klaus Kastbjerg, administrerende direktør i Union Holding, som har været med til at udvikle den nye, bæredygtige bydel i Nordhavn, og Lise Hein, kommunikationschef i Metroselskabet.

Anne Marie Helger var gudmor 

Skuespillerinde og samfundsrevser Anne Marie Helger var udpeget som gudmor af metroens brugere på Facebook. Det er en fast tradition at have en gudmor, når boremaskinerne skal døbes. Anne Marie Helger velsignede derfor tunnelboremaskinen og kastede champagneflasken mod den gigantiske maskine, som nu er klar til at tage hul på sin færd.

”Det er ikke hver dag, man får sådan en fornem betroet opgave, at være gudmor for en velvoksen kæmpe babypige med en fødselsvægt på mere end 600 ton og over 100 meter lang - ok den vokser så heller ikke med årene. Det er heldigt, vi befinder os i en bæredygtig bydel. For man skal være mere end dygtig for at bære sådan en kæmpe tunnelboremaskine-tøs sikkert gennem byen. Borebisserne de kan bare det knold. Vi andre må bøje os næsegrus i støvet for deres ekspertise, de er lige så præcise i dybden, som mursejlerne er det i luften,” sagde Anne Marie Helger, inden hun døbte maskinen Alice, som sættes i gang med tunnelarbejdet i løbet af den kommende uge.

11.000 kommende passagerer om dagen

Tunnelboremaskinen Frida sættes i gang senere på året. Om Kvindelig Sejlklubs første båd - ”Frida” - hed det, at kunne man sejle ”Frida”, kunne man sejle alt. Navngivningen af boremaskinerne er en fast tradition over hele verden og skal bringe lykke på rejsen. 

Den nye metrolinje skal forbinde hovedstadens bæredygtige bydel, Nordhavn, med resten af byen. Omkring 11.000 passagerer forventes hver dag at stige på metrostationerne i Nordhavn og ved Orientkaj.

”Metroen er en forudsætning for, at det bliver nemt at komme til og fra den nye, skønne bydel, der over de næste år vil rejse sig i Nordhavn. Når 40.000 beboere og 40.000 medarbejdere hver dag skal til og fra hjem og arbejde, vil en metro til døren kun gøre bydelen endnu mere levende og attraktiv,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Yderligere information
Kontakt Metroselskabets kommunikationsafdeling på tlf: 72 42 49 01 / mail: presse@m.dk

Fakta om navne og tunnelboremaskiner
Vindere med til dåb

Knap 1000 deltagere kom med forslag i navnekonkurrencen. En enkelt deltager i konkurrencen kom med idéen om at opkalde tunnelboremaskinerne efter Alice (Mux) og Frida. Vinderen fik lov til at invitere en gæst med til dåben af den første maskine i Nordhavn og overværede altså navngivningen af tunnelboremaskinen.

Traditionsrig rejse
Over hele verden døber man boremaskiner forud for deres første tur. Præcis som skibe døbes før deres jomfrurejse. Borebisserne, der bemander de gigantiske tunnelboremaskiner, nægter at stige om bord, hvis maskinerne ikke er blevet døbt. Så selv om det er både folkeligt og sjovt, så er det også en afgørende og fast tradition. Navngivningen skal simpelthen bringe lykke til på projektet.

Under det første metrobyggeri blev boremaskinerne i 1997 døbt Liva (Weel) og Betty (Nansen) efter de to berømte, afdøde skuespillerinder. På Cityringen foregik navngivningen af de fire boremaskiner som en større event i 2013, hvor borgerne også blev inddraget i en navnekonkurrence. Ca. 600 personer indsendte navneforslag, og de fire navne blev også dengang valgt af et nedsat dommerpanel, som valgte, at maskinerne skulle opkaldes efter de gamle telefoncentraler i København – nemlig Nora, Tria, Minerva og Eva.

Fakta om de nye boremaskiner
Det er nogle store maskiner, der skal grave metrolinjen til Nordhavn:
Vægt: 630 tons
Længde: Knap 140 meter
Borehoved diameter: ca. 6 meter

***

Fakta om Nordhavnslinjen
I forbindelse med byggeriet af Cityringen bygges der en metrolinje til hovedstadens nye bæredygtige bydel, Nordhavn. Den nye metrolinje skal sikre, at der er effektiv kollektiv transport til de mange mennesker, som forventes at bosætte sig i bydelen. De første metrotog til Nordhavnen forventes at rulle frem til perron i 2019. Nordhavn og Orientkaj metrostationer får tilsammen omkring 11.000 passagerer i døgnet på den tre kilometer lange linje.

Navne verden rundt
Big Alma med danske rødder
Også i San Francisco har de bygget metro. Her blev en af tunnelboremaskinerne opkaldt Big Alma efter Alma de Bretteville Spreckels, blandt andet kendt som "The Great Grandmother of San Francisco" på grund af flere, store donationer til byen. Alma blev imidlertid født i en fattig familie af de danske immigranter Viggo og Mathilde de Bretteville. Alma giftede sig senere med rigmanden Adolph Spreckels, der ejede Spreckels Sugar Company, og som Alma derfor valgte at kalde sin ”sugar daddy”.  (Kilde: www.sfmta.co og en.wikipedia.org)

Big Becky fra Niagara Falls
I den canadiske stat, Ontario, borede man for nogle år siden en ny tunnel ved Niagara Falls, der skal producere strøm til befolkningen. Boremaskinen blev navngivet efter Sir Adam Beck, der spillede en vigtig rolle i udviklingen af hydroelektricitet (elektricitet ved hjælp af vandkraft) i området. Imidlertid får boremaskiner altid kvindenavne, og derfor fandt en skoleklasse på at ændre Becks efternavn til ”Becky”, og så tilføjede de et ”Big” – og boremaskinens hoved var da også ganske stort, nemlig 14,4 meter i diameter. (Kilde: opg.com)

Dronningenavne i London
Londons metro ”The Tube” fejrede i 2013 sin 150 års fødselsdag. Metrotunnelerne tæller tilsammen en strækning på 402 km, men det er tilsyneladende ikke nok for briterne. Otte boremaskiner er i gang i Londons undergrund for at udvide med i alt 42 kilometer. To af boremaskinerne blev opkaldt efter dronningerne Victoria og Elizabeth. En tredje maskine hedder Phyllis – opkaldt efter Phyllis Pearsall, der i 1935 for vild på vej til en fest i London, og derefter etablerede ”London A-Z” – kort over London – hvor hun selv tegnede det første ved at gå gennem 23.000 gader. (Kilde: tfl.gov.uk og crossrail.co.uk)