Hegnspælen uddeles hvert år til de mest elskede værker

Metroselskabet uddeler hvert år Hegnspælen for at hædre de bedste og mest originale projekter på Byens Hegn.

De nominerede udpeges på baggrund af deres udmærkelse indenfor et eller flere af følgende kriterier:

Skaber bedre byrum
Er steds- eller kontekstspecifikke
Er lokalt forankret
Er borgerinddragende
Er originale
Er interaktive

Der uddeles både en jurypris og en publikumspris, som begge præmieres med en Hegnspæl og 10.000 kroner. Siden 2015 uddeles også en Kommerciel Pris for den bedste reklame. Vinderen modtager en Hegnspæl. 

Hegnspælen 2016

En jungle, en roulette og et hemmeligt lydunivers blandt årets vindere

Hegnspælen 2016 blev uddelt 16. november på Støberiet på Nørrebro. Samme aften blev Byens Hegns 5 års fødselsdag fejret med taler og fællesspisning.

Den Kommercielle Hegnspæl gik til Black Rabbit, som havde lavet en roulette i kæmpeformat for Danske Spil Casino på Kongens Nytorv. 

Publikumsprisen gik til Peter Skensved og Alexander De Girardier for værket ’Metropolitain Jungle’ ved Frederiksberg Station. 

Juryprisen blev uddelt til lydkunstneren George Koutsouris for værket ’Sonic Curtain’ ved Nørrebro Station. 

Se juryudtalelserne og alle de nominerede

Hegnspælen 2015

Græs, heste og sort mytografi præmieres

Hegnspælen 2015 blev uddelt 18. november hos Kunstforeningen Gl. Strand, og for første gang blev der også overrakt en Kommerciel Hegnspæl for den bedste reklame på Byens Hegn.

Den Kommercielle Hegnspæl gik til Art Director Rine Boland Folden fra Kunde & Co, som havde lavet en original Føtex reklame med kunstgræs på hegnet ved Trianglen.

Publikumsprisen blev snuppet af de tre grafittikunstnere Thomas Arendt, Tore Rørbæk og Frederik Hessedahl for værket 'Sortedammens Mytografi', som de lavede i samarbejde med 4. A fra Bordings Friskole.

Arkitekt Dina Brændstrup fra 1:1 landskab løb med Juryprisen for 'Højt til hest som Kong Christian', der var resultatet af en konkurrence udskrevet af Metroselskabet og Indre By Lokaludvalg. Installationen bestod af 12 røde heste, som kunne bestiges på Kongens Nytorv.

Se juryudtalelsen og alle de nominerede

Hegnspælen 2014

Med venlighed kommer man langt

Hegnspælen 2014 blev uddelt 6. november på Dansk Arkitektur Center efter et seminar om reprogrammering af byens oversete rum.

Publikumsprisen gik til værket Wheel of Niceness af Tarik Arnoutovic og Toke Krebs Eskildsen, og blev overrakt af naboen Helene, som bor lige ved siden af værket på Enghave Plads.

Juryprisen gik til den spanske kunstner Juan López Diez for THISORDER, der findes ved Østerport, og er lavet i samarbejde med Den Frie Udstillingsbygning. Prisen blev præsenteret af Jacob Kamp fra 1:1 landskab, som også var med i juryen.

Se juryudtalelsen og alle de nominerede

Hegnspælen 2013

Priser til remix og poesi skåret i træ

I 2013 skete prisoverrækkelsen i forlængelse af et seminar om byrum, arrangeret i samarbejde med SEEDS gruppen fra Københavns Universitet.

Kunstpiloterne fra Statens Museum for Kunst modtog publikumsprisen for deres remix værk på hegnet ved Marmorkirken, som er lavet sammen med nogle af naboerne. 763 personer afgav deres stemme her på siden.

Juryprisen gik til Claus Ankersen for ALTID - din gamle røver på Enghave Plads.

Priserne blev endnu en gang overrakt af hhv. Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev.

Se juryudtalelsen og alle de nominerede 

Hegnspælen 2012

Graffiti og kaoskunst løb med de første priser

I november 2012 blev Hegnspælen overrakt efter et seminar om Byens Hegn for museer og andre institutioner under Kulturministeriet. Daværende kulturminister Uffe Elbæk var vært for arrangementet.

Publikumsprisen blev overrakt af Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og gik til graffiti crewet 3DE, som har lavet værket Beyond the 3rd dimension.

Juryprisen gik til Leonard Forslund, som står bag Danish Chaos Construction Fence, der stadig kan opleves ved Jagtvej 14. Han fik statuette overrakt af Københavns daværende Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev.

Se juryudtalelsen og alle de nominerede værker

Statuetten

En original statuette lavet af en rigtig hegnspæl

Hegnspælen har sit navn fra de 4x4 tommer tykker stolper som er inde i vores hegn.

Billedhugger og "vejarbejdskunstner" Bert udformer de flotte og faverige statuetter, så vinderne får en helt unik skulptur. 

Bert var også den første som forskønnede Cityringens byggeplads på Rådhuspladsen, og han har lavet mange værker på hegnene siden. På Byens Hegn i Nordhavn kan du lige nu opleve syv af Berts værker. 

Mere om Bert
Interview med Bert på Denmark.dk
Under Construction på bloggen ClassicCopenhagen